Silkeborg-Voels nye stregspiller Mathilde Kristensen glæder sig over, at hendes nye klub har høje ambitioner
Af Jens Rasmussen
Der er ingen tøven i stemmen hos Mathilde Kristensen, da hun skal sætte ord på sin største oplevelse som håndboldspiller.
”Champions League Final4 er det vildeste, jeg har oplevet. Der var hele set-up’et og 12.000 tilskuere i hallen. Man måtte knibe sig i armen for at forstå, at det var virkeligt”, fortæller Mathilde Kristensen, der fra starten af denne sæson har skiftet den norske mesterklub Vipers Kristianssand ud med Silkeborg-Voel.
Hun hentyder til Final4-stævnet , hvor Vipers kom med i som den helt store overraskelse. Den første modstander var de senere vindere, ungarske Györi.
”Vi tabte semifinalen til Györi, men dagen efter rejste vi os, og vandt kampen om tredjepladsen med et mål over franske Metz. Det var fantastisk”, siger Mathilde Kristensen.
Hun er i dag 26 år, men var kun 22 år, da hun valgte at skifte fra Skive til norsk håndbold.
”Vipers var dengang et hold placeret som nummer fire-fem i Norge. Men ambitionsniveauet steg var fra sæson til sæson. Det var hårdt at rejse fra familie og venner i Danmark som kun 22-årig, og det tog tid at falde til. Men så stor forskel var der dog heller ikke på Norge og Danmark”, siger Mathilde Kristensen.
I Danmark var hun startet på en uddannelse som sygeplejerske, men i de fire år i Norge blev det kun til et semester som fjernstudie ved siden af håndbolden, der havde første prioritet.
”Jeg er nu gået i gang med det sidste år af min uddannelse og er i praktik i øjeblikket. Det betyder, at jeg skal tilpasse praktik og håndbold til hinanden. Jeg har bosat mig i Silkeborg, så det skal nok lykkes. Der er lige det, at jeg har en kæreste i Norge, som jeg ikke kommer til at se så meget til”, siger Mathilde Kristensen.
Der er meget nyt at forholde sig til, men hun har oplevet det let at komme ind på holdet i Silkeborg-Voel.
”Det er nogle gode piger i et godt håndboldmiljø. Jeg trives godt i klubben og med trænerne. Desuden har holdet fået en god start med 10 point i de første syv kampe. Det tager naturligvis tid at blive spillet ind og få den rigtige timing. Jeg føler dog, at Iver (Rikke Iversen) og jeg allerede har fundet positivt sammen som tre’ere i forsvaret, siger Mathilde Kristensen.
”Desuden oplever jeg, at klubben har ambitioner om mere end slutspillet. Det passer mig fint. Det er, som dengang jeg startede i Vipers. Men lige nu gælder det hjemmekampen mod TTH Holstebro, som vi har revanche til gode imod efter nederlaget i træningskampen før sæsonen”, siger Mathilde Kristensen.
Fakta:
- Mathilde Kristensen
- Født 7. Juni 1993 (26)
- Højde: 177 cm
- Tidligere klubber: Viborg HK (2010-2012), Skive (2013-2015) Vipers Kristianssand (2015-2019)
- Norsk mester i 2018 og 2019, sølv i 2017
- Internationalt: Bronze i Champions League 2019, Sølv i EHF-Cup’en 2018.