U12-holdene har været til Göteborg Cup. Gitte Rasmussen har på vegne af U12-trænerteamet sendt denne beretning:

Vi kørte fra Voel Hallen kl. 4.30 fredag morgen. 40 spillere og 8 trænere. Spændingen og glæden var stor, nogen havde prøvet at være til Göteborg Cup før og for andre var det første gang.

Vi landede i Sverige ca. kl. 11.30, hvorefter vi tilbragte nogle timer på heden med at spise madpakker, spille bold og slappe af. Vi var meget heldige med vejret, blev kun ramt af nogle smådryp.

Herefter skulle vi i Liseberg. Vi var i Liseberg i ca. 3,5 time. De unge mennesker fik prøvet en masse forlystelser og vundet en masse chokolade, ja faktisk 38 kg til sammen.

Efter Liseberg tog vi hen på gymnasiet, hvor vi skulle bo alle sammen i en gymnastiksal. Her fik vi aftensmad, hyggede og spillede bold igen, inden det var sengetid.

Lørdag morgen skulle de første hold i kamp. De to pigehold og de to drengehold spillede deres kampe i samme hal, så der var mulighed for at se hinanden.

Finalesejre til førsteholdene

Efter lørdagens kampe var både hold 1 fra pigerne og drengene videre i A-slutspillet, mens både hold 2 fra pigerne og drengene var i B-slutspillet. Kampene i slutspillet var om søndagen.

Desværre røg både hold 2 fra pigerne og drengene ud i 1/8 finalen, mens både hold 1 fra pigerne og hold 1 fra drengene gik hele vejen og vandt A-finalerne.

Da sidste kamp var spillet var det tid til hjemrejse, først med sporvogn til færgen, herefter færgetur igen, hvor de unge mennesker, selvom de var trætte, hyggede sig og til sidst bustur fra Frederikshavn til Voel. I starten var der noget snakken, men som turen skred frem, blev der mere og mere stille i bussen.

Vi landede ved Voel Hallen søndag aften ca. kl. 0.30 trætte, men også en kæmpe oplevelse rigere.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com