Efter en hård sæsonstart med otte kampe på en enkelt måned, har spillerne nu haft ro til at arbejde dybere med den individuelle træning og til at pleje de skavanker, de hver især måtte have.

Det har desværre medført, at et par af pigerne har mærket skaderne i en mere alvorlig grad. Det kaster ekstra handicap over holdet og giver Hege Bakken Wahlquist uønsket selskab på pladserne bag bænken ved de næste kampe.

NYT: Susann Müller: Hævelse på knæet. Genoptræner, men spiller kampe
Susann Müller har på det seneste mærket tiltagende irritationer i sit knæ, og har i landsholdspausen været til scanning, som viste væske på knæet og en hævelse, der skulle gå væk, før hun kunne spille håndbold igen.

Knæet har derfor fået masser af ro de seneste uger, og hævelsen er nu tilpas fortaget til, at Susann Müller kan meldes klar til aftenens kamp mod Team Esbjerg.

Susann Müller skal fortsat passe på sit knæ og bruge energi på at genoptræne, så vi inden længe har hende fuldt tilbage i en endnu stærkere udgave.

NYT: Louise Ellebæk: Springerknæ. Ude det meste af sæsonen
Louise Ellebæk har døjet med det, man kalder et springerknæ, de sidste to år, og er aldrig kommet helt over skaden. Hun har ved siden af det individuelle træningsforløb hidtil kunnet holde til at spille kampe som indskifter og som en primær spiller i forsvaret, men nu skal knæet under alvorlig genoptræning.

Der skal laves en langsigtet plan for knæet, hvor genoptræningen får fuldt fokus, og hvor bagspilleren må acceptere at se kampene fra bænken indtil der er styr på skaden.

– Det er brandærgerligt for både Louise Ellebæk og for os. Hun er en dygtig og ambitiøs spiller, og jeg ville ønske, vi kunne lade hende brage videre mod landsholdet, men hvis vi gør det, risikerer vi bare at gøre det hele meget værre. Nu investerer vi resten af sæsonen til at få Louise i ordentlig form, så hun er helt klar til næste sæson. Det er højeste prioritet for os nu, forklarer Jakob Andreasen.

Det forventes ikke, at Louise Ellebæk indgår i planerne for den indeværende sæson, men går alt godt med genoptræningen, er der mulighed for, at hun kan nå at komme tilbage til slutspillet, hvis holdet kvalificerer sig til dette.

NYT: Rikke Iversen: Forvredet ankel. Ude 2 til 8 uger
Rikke Iversen har været til samling med udviklingslandsholdet, hvor hun i den sidste kamp vred slemt om på foden og måtte udgå midtvejs i første halvleg. Anklen er fortsat hævet op, hvilket gør det svært at fastslå nogen endelig prognose. Rikke Iversen skal derfor undersøges nærmere, når hævelsen har fortaget sig lidt, men hun forventes som minimum ude i omkring tre uger fra skadestidspunktet.

Det er en skade, der typisk tager mellem to og otte uger at få bugt med, så hun skulle meget gerne være tilbage på holdkortet i løbet af den næste måneds tid.

NYT: Jane Schumacher: Ondt i ryggen. Spiller kampe
Jane Schumacher har siden sidste kamp den 21. september været ude af træningen med rygproblemer. Det begynder at se bedre ud, og bagspilleren forventes at være tilbage i træningen fra næste uge.

Hege Bakken Wahlquist: Opereret i knæet. Så småt på vej tilbage
Hege Bakken Wahlquist måtte i slutningen af sidste sæson kaste håndklædet i ringen og lade sig operere i knæet for at få bugt med den skade, der gjorde, at hun måtte holde igen i både træning og kamp.

Genoptræningen er gået helt efter planen, hvilket er meget positivt, og i løbet af de næste uger begynder Hege Bakken Wahlquist at træne mere og mere med i hallen. Det forventes, at hun er helt tilbage på håndboldbanen i starten af det nye år.

Louise Lyksborg: Termin til november
Louise Lyksborg er gået ind i sidste måned af sin graviditet og glæder sig nu til sin nye rolle som mor.

Håndboldmæssigt er det endnu uvist, hvordan graviditeten og den forestående fødsel gør ved fløjprofilens fysiske form, og det kan derfor ikke siges, hvornår Louise Lyksborg forventes tilbage på håndboldbanen.

Fortsat stor optimisme i Silkeborg-Voellejren
Trods flere skader i startsyveren, er Jakob Andreasen fortsat positiv i forhold til at nå målet om slutspillet og ikke mindst at have en stærk trup klar til de sidste og afgørende kampe.

– Det er selvfølgelig ikke optimalt, at vi står uden så mange bærende spillere lige nu, men det er samtidig en del af præmissen i den her verden. Vi er heldige denne sæson at have en god, bred trup med mange spillere, og så vil skaderne også naturligt ramme i større omfang. Samtidig er vi et nyt hold, og der kommer nogle bump på vejen i form af både fejl og skader, forklarer Jakob Andreasen.

– Til gengæld er vi er glade for, at det ikke ser ud til at være alvorligt med Jane Schumacher, og at vi er tæt på at have Mathilde Sørensen tilbage. Vi går en periode i møde, hvor vi fortsætter med at møde topholdene, og hvor vi må kæmpe alt, hvad vi kan. Langtidsskaderne er vi ved at nå enden med, og heldigvis er Susann Müller allerede klar til at spille med i aften, og Rikke Iversen ser også ud til at være tilbage inden for de næste uger.

Silkeborg-Voel spiller kamp i aften, mandag 8/10 kl. 19.30 mod Team Esbjerg i JYSK arena, og herefter følger en måneds tid med kampe mod Odense Håndbold, Randers HK, Herning-Ikast Håndbold og Viborg HK.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com