Af Jens I. Rasmussen
”SMAK” sagde det. Og bolden knaldede ind i det fjerneste målhjørne uden chance for Københavns målvogter Anne Christine Bossen.
Silkeborg-Voels højre fløj Mathilda Lundström var på spil igen og med til at sikre sejren i den seneste hjemmekamp i JYSK arena.
Hun er i gang med sin anden sæson i Silkeborg-Voel, og hun er i den grad flyvende. Så meget at hun igen er udtaget til det svenske landshold, der spiller EM-kvalifikationskampe mod Færøerne og Luxembourg den 12. og 15. oktober. Mathilda Lundström spiller også for at komme med ind i varmen til VM i december, der bliver spillet i Sverige, Danmark og Norge.
”Det ved jeg ikke, om jeg er, men selvfølgelig håber jeg på det”, siger Mathilda Lundström.
Gerne noget mere larm
Men her og nu gælder det opgøret mod topholdet Odense i den danske liga.
”Vi har et spændende hold i denne sæson, og vi har klaret os godt på hjemmebane. Det skyldes ikke mindst publikum, men jeg vil gerne have endnu mere larm i hallen. Jeg savner trommerne” , siger Mathilda Lundström.
Hun erkender, at det bliver en voldsom opgave mod Odense.
”Vi skal gøre vort bedste og spille en god kamp. Så må vi se”, siger hun.
Mathilda Lundström understreger, at målet i denne sæson igen må være at komme i slutspillet.
”Og jeg er glad for den megen spilletid, som jeg får”, siger hun.
Genial genoptræning
Mathilda Lundström kom til Silkeborg-Voel midt i en periode med genoptræning efter en korsbåndsskade. Derfor var hun overstrømmende lykkelig den aften i november sidste år, hvor hun fik debut mod Viborg og scorede to mål og spillede godt i forsvaret.
Det var et spændende skridt i hendes karriere at skifte Säfehof ud med Silkeborg-Voel midt i en genoptræningsperiode, men det har været rigtig godt for hende
”Min genoptræning forløb helt perfekt i Silkeborg-Voel. Vi gik ikke for hastigt frem, og det har været godt”, siger Mathilda Lundström.
Hun er glad for at være i klubben, som hun har kontrakt med frem til sommeren 2024.
”Jeg har kontrakt i denne sæson, og så må vi se. Men det er alt for tidligt at sige noget om det”, siger hun afvæbnende.
Uden for banen nyder hun at være i klubben og Silkeborg, hvor hun bor sammen med sin kæreste.
” Vi trives godt her. Det er en dejlig by, og her er god mad”, siger Mathilda Lundström, der også nyder cafe-livet i sin nye hjemby. Hendes familie bor i Stockholm.
International erfaring
Hun startede med at spille håndbold som 8-årig, som den eneste i hendes familie. Hun fulgtes med en ven til håndbold, men i starten var det udendørs på en dårlig bane.
Siden blev Mathilda Lundström en spiller med international erfaring fra både Champions League og slutrunder ved VM, EM og OL i Tokyo i 2021, som hun tidligere har benævnt som den største oplevelse som håndboldspiller. Det svenske landshold blev nummer fire ved OL efter nederlag til Norge i semifinalen.
Hendes korsbåndsskade i november 2021 betød, at hun måtte vinke farvel til VM i Spanien i december 2021, og hun var også afskåret fra EM i 2022.
FAKTA
Mathilda Lundström
Født 20. december 1996
Højre fløj
Højde: 164 cm
Tidligere klubber:
2010-2014 Hundinge HK
2014-2018 Spärvagens HK
2016-2020 Skuru IK
2020-2022 IK Sävehof
Landshold (VM, EM og OL): 61 kampe (82 mål)