Sofie Bæk Andersen har mere ansvar i denne sæson af HTH GO Ligaen, hvor hun sammen med Silkeborg-Voel i øjeblikket kæmper for igen at komme på rette spor i ligaen.
Tekst: Jens I. Rasmussen
Ansvaret på Sofie Bæk Andersens unge skuldre er blevet markant større i denne sæson. Og ansvaret og presset er da heller ikke blevet mindre efter, at den nyindkøbte norske bagspiller Birgitte Karlsen Hagen har pådraget sig en alvorlig knæskade. Derfor betyder det rigtig meget for Silkeborg-Voels spil, at Sofie Bæk Andersen har det godt, når der er kamp.
– Der er pres på. Det er lidt mærkeligt, for jeg spillede rigtig godt i de første tre-fire kampe i denne sæson, da Birgitte var der. Nu, hvor hun er ude, har jeg faktisk lidt mistet momentum. Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, men det kan ikke undgås, at det ligger i baghovedet, at vi ikke er så mange spillere til at dække bagkæden i øjeblikket, siger Sofie Bæk Andersen, som
netop har været med til at sikre Silkeborg-Voel en etmålssejr i den første af to Europa Cup-kampe mod franske ES Besançon.
Det var lørdag eftermiddag, og her tre dage senere gælder det FCM Håndbold i HTH GO Ligaen.
– Der er mange kampe her i efteråret, og jeg skal som ung spiller stadigvæk lære at være i nu’et og spille en kamp ad gangen, siger den 23-årige playmaker, der til hverdag bor i Aarhus sammen med sin kæreste, som også dyrker sport.
Vital sejr i hukommelsen
Lørdag vandt Silkeborg-Voel med 27-26 over den franske ligaklub Besancon i Europa Cuppens anden runde efter en føring på 14-8 ved pausen. Symptomatisk for de seneste ugers udfordringer i anden halvdel af Silkeborg-Voels kampe, havde holdet igen lørdag svært ved at forsvare den flotte pauseføring i anden halvleg, hvor man endda var nede og være bagud med to mål.
Den store forskel på denne og de foregående tre ligakampe er, at det ved slutfløjt lørdag var Silkeborg-Voel, der var noteret for flest mål.
– Vi vinder med et mål, og det er vi superglade for. Men man kan ikke undgå at stå her og være en smule bitter, efter vi har spillet en dårlig anden halvleg. Men vi vinder, siger Sofie Bæk Andersen med eftertryk.
Silkeborg-Voel har netop tabt de seneste to ligakampe med et enkelt mål til Team Esbjerg og Odense Håndbold, efter at have været foran det meste af begge kampe. Derfor var det vigtigt, endelig at kunne fejre en sejr. Også selv om den endte med kun at blive på et enkelt mål.
– Vi prøvede det for to år siden, da vi spillede i Europa Cuppen for første gang i klubbens historie. Her vandt vi stort ude mod svenske Höör, men tabte samlet på reglen om antal udebanemål. Vi får et billede af, at vi er bedre end modstanderholdet, og så giver vi dem lov til at komme ind i kampen. Men Besançon er et godt hold, som ligger pænt i den franske liga. Vi bør dog være bedre end dem, men vi havde ikke regnet med at være foran med seks mål ved pausen, og det giver os måske et forkert billede af den egentlige niveauforskel, og så lukker vi dem alt for hurtigt ind i kampen efter pausen, analyserer Sofie Bæk Andersen.
Gode rammer for talentudviklingen
Sofie Bæk Andersen har altid haft flair for håndbolen lige siden hun spillede sine første kampe hjemme i Sønderjylland.
Som ungdomsspiller har hun været omkring ungdomslandsholdene og var i 2011 med til at vinde U19 EM-guld. For at fortsætte sin udvikling tog Sofie Bæk Andersen på FCM College i Ikast, hvor hun inden skiftet til Skive FH nåede at få lov at snuse til dameligaen med et par kampe.
– Jeg var tre år i FCM som ungdomsspiller, mens jeg gik på college. Jeg nåede lige at få et par ligakampe. Jeg kender godt til miljøet og folkene omkring klubben, men der er skiftet meget ud i spillertruppen, siden jeg var der. Det er ganske få på FCM-holdet, som jeg har spillet sammen med, siger Sofie Bæk Andersen
Efter en enkelt sæson i Skive takkede den unge playmaker ja til at fortsætte sin udvikling i Silkeborg-Voel under Jakob Andreasen.
Her er hun særligt glad for den måde, klubben bliver drevet på og har let ved at identificere sig med værdierne, ligesom holdets opbygning med en bred trup med mange unge spillere med stort udviklingspotentiale også passer godt til Sofie Bæk Andersen, som selv er kommet til klubben netop fordi hun så nogle gode udviklingsmuligheder her.
Den 23-årige playmaker tilføjer, at også klubbens forretningsplan tiltaler hende og gør Silkeborg-Voel til den rigtige klub for hende. For hende er det positivt at spille i en klub, som ikke forsøger at købe sig til medaljer, men derimod arbejder ud fra en langsigtet plan, hvor der er plads til at fejle, og hvor udvikling af de enkelte spillere og holdet som samlet har højeste prioritet.
Sofie Bæk Andersens store styrke er hendes fart og målfarlighed. Hun har altid scoret mange mål. I Sønderjyske blev hun i sæsonen 2013-2014 klubbens mest scorende spiller med 115 mål i 21 kampe, og også i Silkeborg-Voel er hun kendt af holdkammerater, fans og sponsorer for at byde godt ind på måltavlen til stor glæde for hendes personlige sponsor hos Vangvedvængets VVS, som også håber at se Sofie Bæk i den grønne trøje i flere sæsoner fremover.