Venstrebacken Louise Ellebæk fylder på kampdagen mod København, tirsdag den 10. marts, 22 år. En sejr her kunne være en ekstra god gave til den ambitiøse spiller, der ofrer alt for sin sport.

”Det har altid heddet håndbold, håndbold og håndbold. Det har været hele mit liv, selv jeg har prøvet både fodbold og gymnastik. Men det var ikke så sjovt”, siger Louise Ellebæk.

Hun går sammen med holdet benhårdt efter flere point i de sidste kampe inden slutspillet.
”Og det kunne være sjovt at have point med over i slutspillet”, siger Louise Ellebæk, der ikke har lysten til spillet med den klistrede kugle fra fremmede.

Hendes forældre spillede håndbold på Mors. Hendes to ældre brødre, hvoraf Tobias Ellebæk er den mest kendte som en af profilerne hos Aalborg, startede også på Mors. Den anden bror er dog stoppet med håndbold.

”Fik I at vide, at I skulle spille håndbold?”

”Nej det gjorde vi ikke. Vi har været meget i hallen som små for at se vores forældre, og så er det kommet stille og roligt. Og så syntes vi, det var sjovt, siger Louise Ellebæk.

Hun var kun fem år, da hun startede  med at spille håndbold i HF Mors, men allerede som 12-årig skiftede hun klub til Thisted IK.

”Jeg kom tidligt hjemmefra og på efterskole i Ikast. Da var jeg 15 år, og da jeg var færdig med efterskolen, tog jeg tre år på college i Ikast og spillede håndbold i FC Midtjylland”, siger Louise Ellebæk, der skiftede til Silkeborg-Voel for at få mere spilletid og udvikle sig yderligere.

Springerknæ ødelagde sidste sæson
Sidste sæson måtte Louise Ellebæk holde en pause på fem måneder.

” Da havde jeg et ”springer-knæ”. Det kan godt drille en gang imellem. Men jeg synes, vi har fået godt styr på det, og det går bedre og bedre. Der er god kommunikation mellem trænere og den fysiske træner, hvis der er brug for ro til knæet”, siger Louise Ellebæk, der med et smil understreger, at hun gerne vil være helt skarp til slutspillet.

Hun har dog i denne sæson ledt efter at komme tilbage på det niveau, som hun var på tidligere.

”Kurven går lige så stille opad, men jeg synes ikke, at jeg er på det niveau, som jeg havde håbet på . Men det arbejder vi på”, siger Louise Ellebæk.

Da hun kom til Silkeborg-Voel i sommeren 2018, fik hun et job hos en af klubbens sponsorer, Birch Ejendomme i Silkeborg.

”Der var jeg i halvandet år, men jeg sagde op for en uge siden for udelukkende at koncentrere mig om håndbold. Men det var helt sikkert godt at have et job, mens jeg var skadet.  Jeg kunne fokusere på noget andet, og jeg var rigtig glad for at være hos Birch, som også var min personlige sponsor. De var virkelig søde og gode ved mig. Jeg sagde kun op, fordi jeg havde brug for at koncentrere mig om håndbold og holde  fokus på det, der vigtigt lige nu”, siger Louise Ellebæk.

Tæt på hinanden i Silkeborg-Voel
Da hun startede i FC Midtjylland i sin tid, var hun det første år med til at vinde DM-guld med klubbens U16-hold. Derefter kom hun både på U19- og U20-landsholdene og som seniorspiller fik hun Champions League-erfaring med sig til Silkeborg-Voel. Hun fik også en udtagelse til udviklingslandsholdet i efteråret 2018.

Hun tænker dog ikke på landshold i øjeblikket, men roser valget af Jesper Jensen som ny A-landstræner.

”Han virker til at være en sindssyg dygtig træner, og han kan bidrage med en hel masse.  Han går også meget op i, at man skal have det godt som trup”, siger Louise Ellebæk.

Det er også noget, som hun oplever i Silkeborg-Voel.
” Det giver virkelig meget til holdet, at vi er så tætte alle sammen. Vi er så gode veninder, og det er mega-fedt.  Da vi vendte kampen mod Aarhus, kom det til udtryk. Vi kender hinanden så godt, og ved hvordan vi reagerer. I pausen mod Aarhus snakkede vi meget selv, og det er vi gode til. Vi kan sige til hinanden, hvordan vi vil have det. Og så var det mega-fedt, at publikum stod op i hallen og bakkede os op”, siger Louise Ellebæk, der har forlænget sin kontrakt med to år til 2022.
Hun har ikke nogle idoler som håndboldspiller, men hun ser selvfølgelig op til storebror Tobias. Opbakningen fra familien fejler ikke noget.

”Mine forældre ser både mig og Tobias spille. De kører rundt og ser kampe i Aalborg og Silkeborg og også udekampe”, siger Louise Ellebæk.

FAKTA

Louise Ellebæk

FØDT: 10. marts 1998

POSITION: Venstre back

HØJDE: 180 cm

TIDLIGERE KLUBBER:
HF Mors, Thisted IK, FC Midtjylland

LANDSHOLDSKARRIERE:
2017 U19 EM
2018 U20 VM

 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com