10 dage skulle der gå, og så er Freja Cohrt allerede væk fra Silkeborg-Voel igen, heldigvis kun for en kort bemærkning. Hun er en nemlig udtaget til træning med Landsholdet fra lørdag og frem til på fredag.

Inden hun fik snøret skoene i Vejle, hvor Landsholdet holder til denne gang, fik silkeborgvoel.dk en lille snak med den talentfulde venstre fløj, der forhåbentligt får overbevist Klavs Bruun Jørgensen om, at hun er værd at satse på i tiden der kommer.

– Det betyder rigtigt meget at jeg er udtaget, og det viser at jeg er inde i billedet, efter dem der til en start blev udtaget, så det betyder meget for mig. Jeg har kun været med en enkelt gang, tilbage i marts, hvor jeg fik min debut, og det gav mig kun endnu mere lyst til at skulle med igen, så jeg er glad for udtagelsen, lyder det fra Freja Cohrt.

Der er ikke mange måneder til VM i Danmark skal spilles, men om det er realistisk at se Freja Cohrt på banen til den tid, vil hun ikke begynde at spekulere for meget i.

– Jeg har svært ved at vurdere hvor jeg står, også fordi at jeg jo ikke var udtaget ved sidste samling, så jeg tænker at jeg lige skal ses an, og det er jo selvfølgelig min chance, som jeg må forsøge at gribe, men jeg tænker ikke meget længere frem, end de kommende træninger, kommer det smågrinende fra venstre fløjen, der kun ærgrer sig over en enkelt ting ved udtagelsen:

– Det eneste negative ved den kommende uge er, at jeg så ikke skal træne med Silkeborg-Voel, fordi det har været en helt fantastisk opstart, og jeg føler allerede, at jeg er faldet godt til. Det har været sindsygt hårdt, men det kommer os helt sikkert til gode, når sæsonen går i gang.

Hvordan Freja Cohrt ser på den kommende sæson, og hvorfor det lige blev Silkeborg-Voel der får glæde af hende, kan du læse mere om de kommende dage.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com