U14 og U16 drengene gjorde rent bord, da de lørdag spillede finaler i årets Elite Cup i Ikast.
For tredje år i træk sikrede U14 drengene sig sejren i Elite Cuppen, som fra start tæller de bedste U14 hold i Jylland. Drengene besejrede Odder Håndbold med 29-23 efter en til tider meget spændende finale.
De grønne drenge kom rigtig godt fra start, og var efter fem minutter foran med 5-1. Den hurtige føring lullede de grønne lidt i søvn, og Odder kom mere og mere med ind i opgøret. Efter 22. minutter var de to hold lige – 11-11. og ved pausen viste måltavlen 12-12.
Odder kom bedst ud fra start i anden halvleg og kom for første gang foran i kampen. Det tændte dog de grønne, som hurtigt bragte sig foran igen, Endnu en gang nåede Odder helt op ved stillingen 18-18 – men Voel svarede godt igen og kom hurtigt foran med tre mål, og selvom Odder aldrig gav op, var overmagten for stor, og de grønne drenge kunne stille og roligt køre sejren hjem til stor glæde for såvel spillere som trænere. Drengene har haft det lidt svært på det sidste, men lørdag viste de igen gode takter, og det lover godt for de sidste to kampe i turneringen.
Forskel på liga og division
U16 ligadrengene var favoritter i finalen mod Randers HH som spiller i 1. division. Men i kampens indledende fase kneb det lidt for Voel at finde rytmen. I de første 10 minutter bølgede spillet frem og tilbage, og ingen af holdene formåede rigtig at komme til afgørende chancer. Efter otte minutter viste tavlen 2-1, og på det tidspunkt havde drengene brændt flere oplagte forsøg. En timeout fra træner Paw Plougstrup ændrede dog på dette. Drengene kom igang og efter et kvarter viste tavlen 7-2, og kampen syntes afgjort. Randers gav dog ikke op, og Niklas Laursen i målet måtte hive den ene store redning efter den anden op af hatten for at holde de grønne i førepositionen. Ved pausen stod der 14-9 til Voel.
Randers startede 2. halvleg som lyn og torden, men kom aldrig afgørende tæt på. Voel drengene havde de fleste kræfter og trak afgørende fra. Med fem minutter igen var de foran 25-18, inden de slog lidt op i banen og lod Randers komme lidt med i den afgørende fase. Slutresultatet blev 27-22 og drengene kunne juble iført guldhatte. For nogle af drengene var det tredje år i træk de sikrede sig sejren i JHFs Elite Cup. En flot præstation af dem, og hele holdet.