Det begyndte som lyn og torden for Silkeborg-Voel i ligapremieren mod Randers HK hjemme i JYSK arena. Et kvarter inde i kampen var stillingen 9-4 i grønt favør, hvilket i høj grad kunne tilskrives en fremragende målmandspræstation af Stine Bonde, som selvfølgelig fik god hjælp fra en stærk defensiv og effektivt kontraspil.
Det hurtige kontraspil stilnede desværre lidt af herfra, hvor gæsterne spillede sig mere og mere ind i kampen. I løbet af fem minutter reduceret til 11-8. Herfra forløb resten af halvlegen meget lige, og selv om Silkeborg-Voel et par gange fik gjort hullet ned til Randers HK en anelse større, fik kronjyderne hver gang arbejdet sig truende tæt på igen.
Pausestillingen på 15-13 afspejlede meget godt spillet de sidste 15 minutter af første halvleg.
Randers HK intensiverede presset yderligere efter pausen og havde efter et enkelt minut fået udlignet ved 15-15. Tre minutter senere stod der 16-17 på tavlen, og det fik Jakob Andreasen til at smide timeoutkortet.
Presset på begge hold og ønsket om at komme godt fra start i ligaen fremprovokerede en del fejl i den næste del af kampen, hvor det var yderst sparsomt med scoringer.
Ti minutter inde i halvlegen fik Silkeborg-Voellejren dog kortvarigt grund til jubel, da Rikke Iversen igen bragte holdet foran ved 19-18, indtil Frederikke Gulmark atter udlignede to angreb senere.
Med otte minutter igen brød hele hallen, på nær Randershjørnet, ud i stor jubel, da Sofie Bæk Andersen med sin syvende scoring hamrede bolden i mål til 23-21 og sprøjtede ny optimisme ind i de knap 800 fremmødte tilskuere. Et enkelt minut senere løftede dagens topscorer stemningen i hallen yderligere, da hun fik tilkendt straffekast, som ligadebutant Birgitte Karlsen omsatte til en ny tremålsføring for første gang efter pausen.
Den føring kunne gæsterne ikke tage fra Silkeborg-Voelholdet, der fløj igennem de sidste minutter og til sidst kunne bryde ud i en forløsende jubel, da tiden gik ud ved resultatet 26-23 og to point i ligapremieren.
Næste opgave for de grønne piger er på fredag, hvor der er udebanetur til København på programmet.
Kampfakta:
HTH GO Ligaen, 1. spillerunde. 1. september 2017 klokken 18.30
Silkeborg-Voel KFUM – Randers HK: 26-23 (15-13)
Silkeborg-Voel: Birgitte Karlsen. Lea Hansen, Hege Bakken Wahlquist, Sofie Bæk Andersen, Rikke Iversen, Emma Larsen, Jette Hansen, Louise Lyksborg, Andrea West Bendtsen, Stine Bonde, Anna Sophie Okkels, Camilla Fangel og Stine Skogrand
Cheftræner: Jakob Andreasen
Randers HK: Mathilde Juncker, Rikke Thorngaard, Lærke Christensen, Mari Molid, Clara Monti Danielsson, Cecilie M. Hansen, Gitte Andersen, Daniela Gustin, Camilla Degn, Anne Sofie Hjort, Martina Thörn, Sara Johansson, Camilla Dalby, Josefine Dragenberg, Maria Fisker, Frederikke Gulmark
Mål for Silkeborg-Voel: Sofie Bæk Andersen 7, Hege Bakken Wahlquist 4, Rikke Iversen 3, Birgitte Karlsen 3, Louise Lyksborg 2, Jette Hansen 2, Stine Skogrand 2, Anna Sophie Okkels 1, Camilla Fangel 1
Redningsprocenter: STINE BONDE 41,67 %, Martina Thörn 34,41 %
Topscorer for Randers HK: Maria Fisker (6)
Advarsler: Silkeborg-Voel: Camilla Fangel, Anna Sophie Okkels, Rikke Iversen – Randers HK: Clara Monti, Niels Agesen, Sara Johansson
Udvisninger: Silkeborg-Voel: Anna Sophie Okkels, Stine Skogrand, Rikke Iversen – Randers HK: Gitte Andersen (2)