For to år siden spillede de på samme hold. Kæmpede sammen for den samme plads i Final4. De jublede sammen, da sejren så ud til at være i hus, og de græd sammen, da glæden blev revet væk på få minutter, og Silkeborg-Voel måtte se sig slået i overtiden af TTH Holstebro. Det er endnu ikke lykkes nogen af dem at kvalificere sig til Final 4, men i morgen får en af spillerne dén drøm opfyldt. 

Sofie Bæk og Freja Cohrt har kendt hinanden i snart halvdelen af deres 24 år lange liv. De har fulgtes ad op gennem håndboldrækkerne, delt talentudtagelser, udtagelser til ungdomslandsholdet og op i seniorrækkerne og ind i Damehåndboldligaen. Uden for håndboldbanen ses de stadig som nære venner og glædes over hinandens succes, men i morgen lægger de for en stund deres tætte venskab til side.

I morgen kan man igen se de to talentfulde håndboldveninder i den samme Santander Cup kvartfinale i JYSK arena. Men nu kæmper de mod hinanden.

Vi varmer op ved at sammenligne statistikkerne for de to modstandere.

Sofie Bæk Andersen er fem dage ældre og fire cm højere end Freja Cohrt, og begge er de kendt for deres høje fart op ad banen og for deres evne til at stryge målrettet forbi modstanderen.

Deres scoringsprocent er stort set ens. De scorer begge to ud af tre gange, de afslutter, og her tager Sofie Bæk Andersen førerrollen. Hun har nemlig afsluttet 17 gange flere end Freja Cohrt og scoret 11 mål mere. Oveni de mange flere mål, er Sofie Bæk noteret for hele 19 assists mod Freja Cohrts tre målgivende afleveringer.

I den anden ende er Freja Cohrt en anelse hårdere modstander og har på sæsonens første fem kampe modtaget to udvisninger og forårsaget to straffekast, mens Sofie Bæk blot er blevet sendt på bænken en enkelt gang.

Til gengæld er Freja Cohrt bedre til at ramme sine medspillere og overholde reglerne inden for banen. Sofie Bæk er på fem kampe noteret for ni fejlafleveringer og tre regelfejl, mens Freja Cohrt blot har sendt bolden forkert mod sine medspillere tre gange.

Retfærdighedsvist bør det nævnes, at det at sammenligne en playmaker og en fløjspiller på især assists og fejlafleveringer er lidt som at sammenligne æbler og pærer, så dette gør vi kun for at komme hele statistikken rundt.

Et punkt, som ligaspillerne bliver målt på efter hver kamp, er deres MEP. Eller deres effektivitet og værdi for holdet. Her scorer Sofie Bæk i snit mere end dobbelt så højt som sin barndomsveninde og er efter fem kampe oppe på en MEP på 14,84 mod Freja Cohrts 7,24.

Se selv hele statistikken for de to profiler herunder og gå selv ind og find flere statistikker på tophaanbold.dk

Kampen mellem Sofie Bæk og Silkeborg-Voel og Freja Cohrt og Odense Håndbold bliver spillet tirsdag aften kl. 20.30 i JYSK arena – lige efter BSV vs. Mors-Thy.

Køb din billet lige her (den giver også adgang til herrekampen med en ståplads). 

To år gammelt billede af Sofie Bæk (th.) og Freja Cohrt (tv.). Foto: Silkeborg Foto

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com