Af Jens I. Rasmussen

Silkeborg-Voel har vundet sine to hjemmekampe i denne sæson, men fået to nederlag på udebane.
Kan man lægge noget i det?
”Vi er stadigvæk tidligt på sæsonen, men det er klart, at vi går da også efter en udesejr på et tidspunkt. Men det er ikke det, det handler om i denne uges kamp. Den har vi fuld fokus på”, siger cheftræner Peter Schilling Laursen.
”I bund og grund var  det fem-seks dårlig minutter sidste onsdag, der gjorde, at vi ikke fik en udesejr i Aarhus. Så på den måde synes jeg, mange ting var gode nok til at få en sejr. Sønderjyske-kampen er længe glemt og vasket af. At vi ikke lige havde den sidste skarphed i onsdags, var ærgerligt, men det er klart, at den hjemmebane vi har fået bygget op med to sejre, selvfølgelig giver en tro på, at vi også kan vinde hjemme, uanset hvem der kommer på besøg,” siger  Peter Schilling Laursen.

Gensyn med Kindberg
Nu er det København Håndbold, der gæster JYSK arena. Københavnerne har fire point lige som Silkeborg-Voel. Holdet har tabt til Skanderborg og Odense, men vundet over Viborg og Ikast. Begge sejre med blot et enkelt mål.
”Man forventer, at København ligger i den øverste halvdel. De har fire point lige som os, så på den måde er de en direkte konkurrent. København er et hold med nogle virkelig gode spillere. Når det er sagt, så tror jeg godt, vi kan byde dem op til dans,” siger Peter Schilling Laursen.
Den tidligere landsholdsspiller Stine Jørgensen gav Silkeborg-Voel problemer i sidste sæson, og hun har også været skarp i sæsonstarten.
”Hende har vi rigtig meget fokus på. Stine Jørgensen og Helene Kindberg er kæmpe profiler. Hvis Stine ikke var stoppet på landsholdet, kunne hun sikkert stadigvæk være med der endnu. Og Helene Kindberg er på vej igen, og efter mange gode år her ved vi jo, hvor stor en profil hun kan være for et hold. Især offensivt. Og så har København lige slået Ikast, der dog er inde i et svær program lige nu med Champions League kampe. København er dog noget farligere i Frederiksberghallen end en onsdag aften i Silkeborg. Men når det er sagt, har vi stor respekt for det resultat, de har fået. Vi skal ramme topniveau for at være med mod sådan et hold. Jeg håber at vores kære hjemmepublikum kan bære os et stykke af vejen”, siger Peter Schilling Laursen.
80 mål blev det til i den seneste hjemmekamp i sejren på 41-39 over Horsens.
”Vi fik vist, at vi kan spille underholdende håndbold, og det skal være sjovt at komme i JYSK arena og se byens kvindehold spille. Det blev spændende til sidst, men vores energi, udtryk og udstråling var lige, som det skulle være. Helt fra start”, siger Peter Schilling Laursen.
Der er i aften gensyn med tre tidligere Silkeborg-Voel spillere. Det er Helene Kindberg og de to venstre fløje Freja Cohrt og Emilie Ytting.

 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com