Før kampen havde vi troen på, at vi kunne levere en overraskelse i IBF Arena mod Ikast Håndbold, men efter 60 minutter må vi konstatere, at træerne stadig ikke gror ind i himlen, og vi taber derfor med 25-33 efter 8-14 ved pausen.

Det var tydeligt, at Ikast Håndbold havde noget at revanchere sig for, efter sidste uges nederlag til Randers HK, og de blæste til angreb fra første færd. I målet fik Stine Bonde, der var førstevalg i dag, da Filippe Idéhn er ude med en skade, rigtigt godt fat fra start, og gjorde det svært for de gules skytter, men desværre for os, så kom Jessica Ryde også ganske godt i gang. Det betød, at der efter et kvarters spil var et mindre hul op til Ikast der var gået i front med 4-7.

Vi havde svært ved at finde løsningerne i angrebet, og derfor virkede det ganske fornuftigt, at Jakob Andreasen tog en timeout ved stillingen 5-9 og tolv minutter igen af første halvleg. Et af problemerne var, at Ikast fik for let spil i vores ende, hvorved vores kontrafase ikke for alvor kom i spil og i aften havde vi det svært mod et kompakt Ikast-forsvar i vores stationære angrebsspil. Det blev en halvleg til glemmebogen, og vi måtte gå til pause bagud 8-14.

Vi fik meget bedre fat i angrebet efter pausen, men forsvaret blev stadig trykket fladt af de fysisk stærke skytter fra Ikast, så vi kom ikke tættere på værterne, der havde fyldt godt op i IBF Arena på tilskuerpladserne. Som halvlegen skred frem, trak Ikast yderligere fra, hvilket fremtvang vores anden timeout i kampen. Den havde desværre ikke den store effekt, og i stedet fortsatte Ikast med at rykke fra. I aften må vi bare konstatere, at Ikast havde fundet deres vanlige niveau frem, mens vi manglede en del procenter, for at kunne yde sidste sæsons nummer tre modstand. Vi fik pyntet lidt på tingene i slutminutterne, men spænding blev der aldrig. Eira Anne blev for anden kamp i træk kåret til kampens spiller.

Ikast Håndbold kunne fortjent gå fra banen med en sikker sejr, og dermed fik de deres to første point, mens vi også er noteret for to point, efter sidste uges sejr over SønderjyskE. Næste kamp for vores vedkommende er på fredag, når vi hjemme i JYSK arena tager imod Aarhus United klokken 18.30.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com