Ikke en hvilken som helst kamp

I aften gælder det en plads i Final4, som netop er blevet fastsat til at blive spillet i Silkeborg de næste to år. Læs her direktørens velkomst til aftenens kvartfinale.

Velkommen til dagens kvartfinale i Santander Cup. I dag har potentiale til at blive en rigtig god dag. Med en sejr over TTH Holstebro er vi for første gang nogensinde videre til semifinalen og en del af Final4, som vi i år ser for første gang i den form i damernes turnering.

Lykkes det at slå TTH Holstebro for anden gang dette efterår, vil vi være i mål med en af de to overordnede målsætninger, vi forud for sæsonen satte os på resultatsiden. Nemlig en plads i Final4.

Vi har derfor store forventninger til både pigerne og til jer publikummer i dag. Fra pigerne forventer vi naturligvis, at de vil spille deres livs kamp for at blive en del af Final4 mellem jul og nytår, og fra tilskuerpladserne forventer vi opbakning i helt særklasse for at sikre, at spillerne kan mærke, at det er Silkeborg-Voels hjemmebane, vi spiller på i aften.

I turneringen er vi ikke kommet så godt fra start, som vi havde håbet, men det er vi heldigvis ikke ene om, så alt er fortsat muligt. Nu gælder det om at se fremad, og så må vi prøve, om vi kan komme tilbage og få nogle af de succesoplevelser, vi havde i begyndelsen af sæsonen med blandt andet point mod Team Esbjerg og sejr over København Håndbold. Begge kampe på vores hjemmebane i JYSK Arena.

Jeg håber derfor, at I vil fylde hallen med larm og grøn opbakning.

Endelig er vi i Silkeborg-Voel meget glade for at kunne fortælle, at vi de næste to år vil være vært for damernes Final4. Det bliver en stor oplevelse, som vi er stolte af at kunne præsentere i samarbejde med Silkeborg Kommune.

At finalestævnet i Santander Cup skal spilles i netop Silkeborg er desuden en ekstra gulerod for pigerne, ligesom det lige øger spændingen et hak, da det da ville være helt fantastisk at skulle spille Final4 på hjemmebane.

Lad os sammen nå endnu en milepæl i vores klubs historie og spille os til et par gode kampe mellem jul og nytår her i JYSK Arena.

God kamp.
Mikael Bak
Adm. direktør

BOOK BILLETTER
//]]>