Rikke Iversen tog titlen som kampens bedste spiller, da ligaholdet lørdag eftermiddag med en sejr på 16-37 over Skanderborg Håndbold spillede sig sikkert videre til kvartfinalerne i Santander Cup. Den flyvende stregprofil var med i både forsvar og angrebsspil og særligt i kontraløbet gjorde hun sig godt bemærket. Samlet set blev det til ni scoringer, hvilket gjorde hende til kampens topscorer.
Pokalkampen kan på mange måder ses som kulminationen på en rigtig god opstart for hele holdet. Nye spillere er kommet til, og det har naturligvis krævet tilvænning at få dem spillet helt ind på holdet, men en sund indstilling hos alle har gjort, at holdet nu står med et godt udgangspunkt for ligapremieren på fredag mod Randers HK.
– Vi har det super godt sammen på holdet. Folk er virkelig gode til at investere tid i hinanden og i fælleskabet. Vi er alle piger, der gerne vil vinde kampe, og vi ved godt, at for at få det til at spille på banen, så skal det også spille uden for banen. Derudover har alle forståelse for, at når vi træner, så træner vi, og der bliver virkelig givet gas både i hallen og på den fysiske del, så det er bare fedt at se, hvor meget vi har rykket os både individuelt og som hold her i opstarten, siger Rikke Iversen, der selv har nydt en opstart uden skader.
– Jeg er utrolig glad for det hold, jeg spiler på, og for min rolle på holdet, som ligger mest i forsvaret i den spilledende del. Og så er det jo fedt, at vi igen i år ser ud til at have godt fat i kontraspillet, som jeg er blevet rigtig glad for, tilføjer Iversen.
En af grundene til, at Rikke Iversen er så glad for at løbe kontra, som hun er i øjeblikket, er netop den skadesfri opstart, der har givet hende mulighed for at opbygge en god kondition, som gør det muligt for hende at spille en hel kamp med overskud til både at snakke med til sine medspillere og tage det ansvar i forsvaret, som hun gerne vil kunne.
– Det er en kæmpe fordel for hele mit spil, at jeg er i så god form. Jeg har vist aldrig lavet så mange mål på kontra, som jeg har gjort her i opstarten, siger Rikke Iversen.
Nu er opstarten slut, og alvoren har sat ind. I lørdags gik holdet – noget lettere end forventet – videre til kvartfinalerne i Santander Cup, og fredag aften gælder det ligapremieren hjemme mod Randers HK.
Det glæder både Rikke Iversen og resten af holdet sig meget til.
– Vi har haft en fantastisk opstart med gode kampe mod både Champions League vinderne (Györ), de tyske mestre (BBM Bietigheim) og det bedste hold i Norge. Vi har fået nogle fine resultater i kampene, men vigtigst af alt har vi lært hinanden bedre at kende, siger Jakob Andreasen.
Bortset fra enkelte skader hos Stephanie Andersen og Julie Aagaard er alle spillere klar til at spille på fredag.
Køb din billet til ligapremieren mod Randers HK lige her og vær med til at
hjælpe de grønne piger godt fra start i årets HTH GO Liga