Silkeborg-Voel tager søndag imod Aarhus, der vandt sæsonens første indbyrdes opgør med  28-25.
”Aarhus er en svær størrelse med dygtige spillere i deres startopstilling. De har dog ikke så bred en trup. Vi vil gerne have tempo og løbe med dem. Da vi mødte Aarhus i efteråret, var vi det bedste hold i 53 minutter, men endte med at tabe, fordi de ramte dagen og fik tempoet  ned. Jeg håber, vi har lært mest af den første kamp,” siger cheftræner Peter Schilling Laursen.
Men Silkeborg-Voel er et helt andet sted, end da de to hold mødtes sidste gang.
”I vore træninger fra december til den første kamp i det nye år mod Ajax var vi klar over, at vi skulle lægge flere lag på både fysisk og konditionsmæssigt. Det har vist sig at være givet godt ud. Pigerne trænede godt i den periode – som vilde heste, ” siger Peter Schilling Laursen.
Og det gav bonus fra den første kamp med sejr over Ajax og efterfølgende sejre over Ringkøbing, Sønderjyske og Horsens.
”Vi stod godt, da vi kom ind i januar, for vi vidste, at de første fem kampe kunne give alt fra nul point eller 10 point. Nu har vi hentet otte point for de første fire kampe. Pigerne har været koncentrerede og skarpe til at få kampene over på vore præmisser og få kampene over til os inden slutfasen,” siger Peter Schilling Laursen.
Angrebet har virkelig kørt på med mange mål i de første kampe i år.
”All-round har vi ramt det høje niveau, som vi godt vidste, vi havde. Vi vil gerne have en høj frekvens i kampene. Det passer bedst til os, men det giver også mange afslutninger til modstanderne, og derfor kommer der mange mål i kampene. Det er en del af gamet, og som vi har været bedst til,” siger cheftræneren.

 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com