En af Silkeborg-Voels lokale profiler Jette Hansen har for tredje gang trukket i den grønne trøje og er nu ved at være tilbage med fuld styrke efter sit livs længste skadespause.

Tekst: Johanne Friis Pedersen / Foto: Juul Fotografi

Jette Hansen er på vej tilbage fra den længste periode væk fra håndboldbanen i al den tid, hun har spillet håndbold, og for en person med så stor træningsiver som Jette Hansen kan det være svært at acceptere, at processen ikke er ovre endnu, selv om hun
på mange måder føler sig helt fit igen.

– Det er på en gang virkelig dejligt at være med igen efter så lang tid ude, men samme tid er det også bare nogle gange rigtig frustrerende, at jeg stadig ikke helt er der endnu.

Det er svært at acceptere, at det tager tid at komme tilbage i min vante form, selv om jeg fysisk kan træne og spille for fuldt blus, siger Jette Hansen.

Jette Hansen har siden, hun er kommet tilbage til Silkeborg været i forløb med holdets fysioterapeuter fra eliteSilkeborg, og i løbet af den tid er hun kommet meget tættere på at være den håndboldspiller, hun er kendt for. Hurtig, hårdtskydende og frygtindgydende for sin modstander.

– Det er rart at være i gode hænder, så det trods alt går fremad ligeså hurtigt, det nu kan. Jeg er glad for, at jeg nu kan være helt med, og hver gang en træning slutter, så glæder jeg mig bare til den næste, så jeg snart kan blive endnu stærkere og hurtigere igen, siger Jette Hansen, der imponerer alle omkring sig med sin træningsmentalitet.

Det er måske også den viljestyrke, der har gjort det muligt for Jette Hansen at studere medicin ved siden af håndboldkarrieren de sidste ni år, så hun til sommer står med en færdig kandidatgrad i medicin i hænderne. Dog uden planer om at bruge den lige foreløbig.

– Det er lidt underligt snart at være færdig, når jeg lige nu kun har fokus på håndbolden. Håndbold er min store passion, og det har det egentlig altid været, fortæller Jette Hansen, der især glæder sig over igen at dyrke sin passion i den klub, hun også føler sig mest hjemme i.

Silkeborg-Voel igen, igen
Jette Hansen har spillet i Silkeborg-Voel i langt størstedelen af sin seniorkarriere, og det skyldes i følge hende selv, at det er her, hun føler sig bedst tilpas.

– Silkeborg-Voel har bare en helt speciel plads i mit hjerte på grund af alle de år, jeg har spillet her. Jeg har jo været med helt tilbage til dengang klubben var en rigtig forening i 1. division og så til at kvalificere os til EHF Cuppen, siger Jette Hansen og tilføjer:

– Jeg føler faktisk, at jeg har været med i alle årene, også mens jeg har været i andre klubber og fulgt med fra sidelinjen. Jeg har lært klubben godt at kende gennem alle de år, både indefra og udefra ved at prøve både at rejse ud og komme hjem igen, og jeg kan lide det hele.

Det nærmer sig da også de ti år, at den 29-årige bagspiller har været et navn i Silkeborg-Voel. Jette Hansen var med første gang, klubben rykkede op i ligaen i 2011, men da den efter en enkelt sæson rykkede tilbage i 1. division, søgte Jette Hansen sydpå til KIF Vejen, hvor hun spillede i to år, indtil klubben gik konkurs. I mellemtiden havde Silkeborg-Voel spillet sig til en ny chance i dameligaen, og den ville Jette Hansen ikke gå glip af at være med til at forfølge.

Denne gang lykkedes det som bekendt noget bedre i ligaen, blandt andet takket være Jette Hansen, der med sine 157 mål blev ligaens absolutte topscorer. Det blev også den sæson, Jette Hansen fik sin debut på A-landsholdet i forbindelse med Golden League i marts 2015.

– Det var en stor drøm at blive en del af A-landsholdet. Jeg havde været med omkring udviklingslandsholdet i halvandet års tid på det tidspunkt, så det var fedt lige at tage det næste skridt op.

Efter en sæson i TTH Holstebro er Jette Hansen nu tilbage i den grønne trøje for tredje gang, og denne gang er hun lidt mere silkeborgenser, end hun tidligere har været. For et års tid siden købte hun nemlig hus i Silkeborg med sin kæreste gennem 12 år, og her nyder hun nu at bruge tiden uden håndbold og skole på at gå ture med parrets hund, spille golf, hygge med venner/familie eller bare slappe af med et afsnit FRIENDS i fjernsynet.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com