Jyske Bank, her repræsenteret ved ordførende direktør Lars Mørch (til højre) og direktør i Silkeborg-Voel Jakob Andreasen har indgået en aftale på to og et halvt år. Foto: Lars Buchreitz
Jyske Bank og håndboldklubben Silkeborg-Voel KFUM har indgået en ny partnerskabsaftale, der løber frem til sommeren 2027. Aftalen betyder, at Jyske Banks navn fremover vil pryde trøjerne på Silkeborg-Voel KFUMs hold i Kvindeligaen.
Partnerskabet træder i kraft fra januar 2025 og løber i to og et halvt år til sommeren 2027.
Allerede mellem jul og nytår vil samarbejdet være synligt, når Silkeborg-Voel KFUM deltager i kvindernes Final4, der afholdes i JYSK Arena i Silkeborg.
Fra sommeren 2025 vil Jyske Banks navn være at finde på trøjerne for alle hold i klubben.
”Vi ønsker at støtte eliteidrætten i Silkeborg. Derfor er det helt naturligt at indgå et samarbejde med områdets kvindelige flagskib inden for håndbold. Vores partnerskab skal hjælpe Silkeborg-Voel KFUM med at fastholde sin position i den øverste halvdel af verdens bedste håndboldliga,” siger Lars Mørch, ordførende direktør i Jyske Bank.
Lars Mørch tilføjer: ”Jeg håber også, at aftalen vil understøtte det imponerende frivillige og brede talentarbejde, som Silkeborg-Voel KFUM er kendt for, og som gavner alle børn og voksne, der elsker håndbold.”
I Silkeborg-Voel KFUM glæder direktør Jakob Andreasen sig over den nye partnerskabsaftale med Jyske Bank.
”Vi er utrolig stolte af, at Jyske Bank ser værdien i at være en markant partner i Silkeborg-Voel KFUM. Aftalen giver os mulighed for at accelerere udviklingen af vores ligahold og klubben generelt, både på det sportslige, sociale og kommercielle plan.”
Jakon Andreasen fortsætter: ”Silkeborg-Voel KFUM har en historie på over 65 år, og i 9 ud af de sidste 10 år har vi været med i DM-slutspillet. Derfor glæder det mig utrolig meget, at en så anerkendt og veldrevet virksomhed som Jyske Bank vil være med til at sætte klubben og Silkeborg endnu mere på landkortet. Jeg er samtidig sikker på, at aftalen vil bidrage til øget interesse fra erhvervslivet i både Silkeborg og resten af landet.”
De økonomiske detaljer i aftalen ønsker de to parter ikke at offentliggøre.
For yderligere oplysninger kontakt:
Jakob Andreasen, direktør, Silkeborg-Voel KFUM A/S
Mob: 40 75 47 47
Susanne Faber, pressechef, Jyske Bank
Mob: 26 29 11 29