Rikke Iversen spillede onsdag aften en vigtig rolle i Silkeborg-Voels sejr over Ajax København. Med otte scoringer på ti forsøg tillagt en assist og en enorm fight i forsvaret, hvor hun blev noteret for to bolderobringer og fik tilkendt et straffekast, var hun uden sammenligning den mest effektive spiller i JYSK arena onsdag aften.

Hele æren for de flotte statistikker vil stregprofilen dog ikke tage selv. Der var da også to andre spillere på banen, der havde en væsentlig andel i de mange mål mod Ajax.

– Det er jo op til bagspillerne, om jeg får bolde, og lige nu fodrer de mig helt vildt. Så det er nok deres cadeau lige så meget. Det kan godt være, jeg lægger boldene ind, men jeg har nogle fantastiske bagspillere, der ser mig, så det er så fedt, lyder det fra en glad Rikke Iversen i minutterne efter kampen onsdag aften.

Susann Müller og Sofie Bæk sendte hver hele syv målgivende afleveringer afsted til en medspiller, og en stor del af disse gik ind til stregen, hvor også Camilla Fangel havde en god dag med fire mål på lige så mange forsøg.

Med titlen som kampens spiller følger denne sæson både en flot buket blomster fra Korsbakkes Planteskole og en kunstgave fra kunstner Bente Aarøe. Rikke Iversen er vild med gaverne og blomsterne og nyder den ekstra pynt i lejligheden disse dage, og der er ifølge Iversen fin plads til flere.

– Ja for pokker, bare kom med dem. Jeg synes de har pyntet helt vildt, bekræfter Rikke Iversen.

Næste hjemmekamp for Rikke Iversen og resten af Silkeborg-Voeldamerne er fredag den 14. september kl. 18.30, hvor Nykøbing Falster kommer på besøg.

Se afslutningen på sejren over Ajax København onsdag aften og hør hele interviewet her

 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com