Hun scorede fire gange på fem forsøg, lagde op til yderligere to mål, og gjorde sig derudover positivt bemærket i begge ender med sin vante fightervilje, der resulterede i både frikast til Silkeborg-Voel og afbrudte angreb for Ringkøbing Håndbold.

Med en MEP-score på 3,5 var hun den mest effektive spiller på banen i JYSK arena lørdag eftermiddag. Det sammenlagt med stregprofilens udstråling og påvirkning af hele holdet gav hende lørdag titlen som kampens spiller.

– Det er fedt at være kampens spiller, men  det er endnu federe at gå herfra med en følelse af, at vi som hold faktisk er klar i dag, at vi står sammen og vi holder vores aftaler. Så længe vi vinder og spiller godt, er jeg glad, så det er bare en bonus, at jeg selv spiller godt.

Kampens spiller for Silkeborg-Voel modtager denne sæson både en kunstgave fra kulturpartner og kunstner Bente Aarøe samt en flot buket blomster fra Korsbakkes Planteskole.

– Vi havde absolut ikke forventet, vi skulle vinde med 12 mål. Vi havde forventet, vi ville gå ind og holde vores koncept og holde vores aftaler, og det synes jeg, vi gør. Vi snakker rigtig meget om, at vi skal finde en base i de kommende kampe her, og det gør vi, og jeg synes, at ligemeget hvem der kommer på banen, så byder de ind, og vi får flere og flere i spil. Ej, det er helt vildt, at vi vinder med 12, men jeg synes absolut, det er fortjent, og jeg synes, vi spiller en god kamp, sagde Rikke Iversen kort efter kampen mod Ringkøbing lørdag eftermiddag.

Få dage forinden havde holdet spillet første turneringskamp og vundet med fire mål over oprykkerne fra Skanderborg. Her glædede pigerne sig over sejren og over at undgå at smide den væk, hvilket var faretruende tæt på at ske flere gange i løbet af dén kamp. Lørdag eftermiddag var sejren til gengæld på intet tidspunkt i fare, og her blev føringen støt udbygget gennem alle 60 minutter.

– I onsdags lykkedes det os ikke at få sat en prop i. Hver gang Skanderborg er ved at komme tæt på os, så lader vi dem komme tæt på. Forskellen i dag var, at da vi havde fået skabt det her hul, som vi fik i første halvleg, så holdt vi det, og vi holdt koncentrationen. Og det var sindssygt vigtigt for os, at vi netop holdt koncentrationen, selv om vi var foran stort, forklarer Rikke Iversen.

Stregspilleren er kendt for at ofre sig for bolden i begge ender, og det resulterer ofte i lidt knups til den 25-årige landsholdsbobler. Lørdagens kamp var da heller ingen undtagelse, og Rikke Iversen var på et tidspunkt ude forbi bænken og sunde sig, inden hun var klar igen. Denne gang var det dog primært selvforskyldt.

– Jeg flækker min læbe, fordi jeg lige banker mit hoved ned i gulvet. Det var min egen skyld. Faldteknikken er ikke lige helt på plads endnu åbenbart, konstaterer Iversen med et smil.

Hør også interviewet med Rikke Iversen fra lørdag eftermiddag her

HUSK: Pigerne spiller hjemme igen allerede på onsdag kl. 18.30, denne gang mod Ajax København, der lørdag var lige ved at slå Randers HK. Køb din billet til denne kamp lige her: Silkeborg-Voel vs. Ajax

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com