Stine Bonde og Silkeborg-Voel er efterhånden stærkt forbundet, og derfor var det helt naturligt for hende at forlænge sin kontrakt med endnu et år.
Det er nu sket. Næste sæson bliver dermed hendes tiende i klubben.
”Jeg har gjort, som jeg plejer forud for en kontraktforlængelse. Jeg har valgt ikke at stirre mig blind på, at jeg skulle være i Silkeborg-Voel. Jeg har vejet tingene op mod hinanden om jeg kunne passe med noget andet; men Silkeborg-Voel har vundet hver gang. Der er så meget, man kan give tilbage”, siger Stine Bonde.
Hun bor med sin søn og mand i Kjellerup, hvor hendes mand kommer fra. Det giver også den tryghed, som hun har brug for.
Stine Bonde er blevet en kulturbærer i klubben, som hun kom til i 2014 fra Randers HK, hvor det var blevet til fire sæsoner i Ligaen.
”Jeg valgte Silkeborg-Voel, fordi Randers ville satse på noget andet. Jeg fik masser af erfaring i Randers, men ikke meget spilletid. Så efter en snak med træner Jakob Andreasen, valgte jeg at tage et valg og skifte. Der var så mange gode tiltag i klubben dengang, som jeg gerne ville være en del af”, siger Stine Bonde.
Og det er hun blevet, og det er gået godt.
”Det er spændende at blive i en klub og være med til at udvikle den, følge arbejdet og tage de nye unge spillere under vores vinger. I denne sæson er vi kommet i Final4, og det er også et skridt op”, siger Stine Bonde.
”Jeg ved godt, at i de sæsoner, hvor Filippa Idéhn er i klubben, har jeg ikke spillet så meget. Men det er stadigvæk min opgave at hjælpe hende, når hun er på banen. Jeg synes, vi er blevet gode til det, for ellers skal man vælge en individuel sport”, siger Stine Bonde.
Hun har næsten altid være målvogter, siden hun startede med mikrohåndbold som seks-årig, så det er mange års erfaring i målet, der fortsætter i næste sæson.
Direktør og cheftræner Jakob Andreasen glæder sig over, at det er lykkedes at fortsætte samarbejdet med Stine Bonde.”Det er ikke mange klubber, der har spillere, som er der på tiende sæson. Det er bare fedt, at vi kan fastholde en spiller som Stine Bonde. Hun er blevet en del af vores dna i klubben, og hun har bevaret motivationen. Hun er ikke set bedre end i de seneste sæsoner”, siger Jakob Andreasen.
FAKTA
Stine Bonde
Født 2. Juni 1988(34 år)
Målvogter
Tidligere klubber: Hornbæk SF, Randers HK
Personlig sponsor: Signesminde Kro