Der er meget på spil i Voel Hallen fredag aften, for vinder Silkeborg-Voels U18 piger over FC Midtjylland sikrer pigerne sig for første gang en plads til DM.

Silkeborg-Voels U18 piger spiller noget af en sæson med debut i ligaen, og talentchef og træner Thomas Høst kigger glædeligt tilbage på den hurtige udvikling. U18 holdet ligger i øjeblikket på andenpladsen med 14 point, og med en sejr over FC Midtjylland fredag aften sikrer holdet sig klubbens første deltagelse ved et U18 danmarksmesterskab.

– Vi er kun et næsehår fra et DM slutspil, og så er det klart, at vi går benhårdt efter det. Det ville være en fed afslutning for pigerne, der har spillet en virkelig flot sæson. Vi har vundet alt på nær en enkelt kamp, så jeg håber, at de også får lov at opleve et DM slutspil, siger Thomas Høst.

– Derudover er det også vigtigt at kigge på spillernes flotte udvikling. Det er næsten det vigtigste, når man har med ungdomsspillere at gøre, for det er her, de udvikler sig. Det viser det tydeligt, at de har, når flere spiller med på ligaholdet, og når vi har tre spillere med på U18-landsholdet, som spiller kampe her i slutningen af marts, siger Thomas Høst.

Svær kamp i sigte

På trods af den fine placering på andenpladsen og den gode udvikling forudser Thomas Høst en svær kamp mod FC Midtjylland. Sidst endte det med en sejr på 25-20 efter flere svingende perioder.

– FCM er et godt hold, som spiller med kniven for struben fredag, for med et nederlag mister de muligheden for at komme med til DM. Derudover er det to hold, der kender hinanden godt, og som derfor gør kampen uforudsigelig, siger Thomas Høst, der havde spået FC Midtjylland højere i tabellen.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com