Laura Christiansen kom til Silkeborg-Voel for at bygge videre på håndboldtalentet og for at komme nærmere en plads i den danske liga. Derfor var det også en stor oplevelse for den 19-årige kronjyde at score sit første mål i ligaen i februar ude mod FCM. 

Tekst: Johanne Friis Pedersen / Foto: Juul Fotografi

Da muligheden for knap et år siden bød sig for at prøve kræfter med ligamiljøet i Silkeborg-Voel, var Laura Christiansen ikke et øjeblik i tvivl, om at hun skulle tage den. Så måtte hun tage den 60 minutter lange køretur mellem Hobro og Silkeborg med, ligesom tredje år på Handelsskolen i Randers skulle passes ind i den nye hverdag.

I Silkeborg-Voel er Laura Christiansen faldet godt til på holdet både på og uden for banen, og på trods af en væsentlig aldersforskel har hun det rigtig godt med de andre spillere.

– Jeg er rigtig glad for pigerne og deres måde at lære fra sig på. Det har betydet alverden for min udvikling. På trods af, at jeg er noget yngre end de fleste, så synes jeg, at jeg klinger godt med de andre, og vi hygger os sammen, siger Laura Christiansen.

Laura Christiansen er vokset op i en rigtig håndboldfamilie, så det var allerede som 3-årig, at hun selv fik sine første håndboldsko på i hallen hjemme i Hobro.

– Jeg har altid gået meget op i mit håndbold og drømt stort. De store drømme begyndte for alvor at tage form i mit hovede, da jeg som 13-årig blev udtaget til kredsholdet og skiftede klub til Bjerringbro FH. Derefter ville jeg bare gerne endnu mere, og siden mit skifte til Randers HK som U16-spiller, har håndbold fyldt meget i mit liv, fortæller Laura Christiansen, der i løbet af sæsonen har fået flere minutter på banen for Silkeborg-Voel.

Som andetvalg efter Freja Cohrt på Venstre Fløj har Laura Christiansen set mest med fra bænken, men i løbet af de seneste måneder er det blevet til stadig flere indhop for den unge handelsskoleelev.

– Min rolle på holdet er at bidrage med godt humør  og god attitude. Jeg har jo ikke spillet så mange minutter i denne sæson, men jeg forsøger at hjælpe pigerne så godt, jeg kan ved at heppe og bakke dem op, siger Laura Christiansen selv, hvilket alle der har set Silkeborg-Voel denne sæson kan nikke genkendende til.

Laura Christiansen sidder kun kortvarigt stille ude på bænken, hvor hun heldigvis for det meste ses stående med begge hænder over hovedet og et stort smil på læberne.

De gange, hun indtil nu har fået chancen, har hun grebet den og er løbet på banen med stor iver efter at gøre det godt og samtidig vist, at hun er med på, hvor hun skal stå og løbe for at falde bedst muligt ind.

– Det er min rolle at holde mig klar, så jeg er fuldstændig parat til at komme ind, når jeg får chancen, siger hun selv.

Inden Laura Christiansen helligede sig helt til håndbolden, nåede hun faktisk at gå til standarddans i ni år. Siden har det dog kun været håndbold, og her har hun samlet mange gode oplevelser sammen.

Størst står DM-guldet med Randers HK som U16-spiller og senere DM-sølv som U18, men også en helt frisk oplevelse rangerer højt på listen.

– Det har længe været en drøm at blive ligaspiller, så det var rigtig stort for mig at få debut i ligaen som 16-årig for Randers HK, faktisk netop imod Silkeborg-Voel. Men ellers er det bare en oplevelse for mig, at være med på det her niveau, så derfor var det selvfølgelig også specielt, at score mit første mål i ligaen i år.

Hep Laura Christiansen og resten af holdet i slutspillet. Der er fortsat få siddepladser tilbage, så har du endnu ikke købt din billet, så skynd dig ind på billetsalg.dk og køb din billet nu. 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com