Der var lagt op til en spændende kamp mellem Silkeborg-Voel og Team Esbjerg torsdag aften, hvor ingen af holdende ville være tilfredse med at gå hjem uden point. Det afspejlede sig også i kampgejsten, der var til at mærke lige fra begyndelsen, og i løbet af første halvleg alene blev der givet seks udvisninger.
I begge ender var forsvarsspillet afgørende for, at der næsten ikke blev lukket mål ind i løbet af de første 10 minutter af kampen, men cirka halvvejs inde i første halvleg viste Louise Lyksborg sig for alvor på måltavlen og bragte de grønne piger foran med 6-4.
Derfra lykkedes det Silkeborg-Voel at holde for det værste pres fra de vestjyske piger i størstedelen af halvlegen, hvor der både var gode mål af blandt andet Sofie Bæk og Stine Skogrand. Selvom de grønne piger havde føringen i det meste af første halvleg, pressede Team Esbjerg hele tiden på, og efter 27 minutter var de hvide fra Vestjylland lige ved at indhente de grønne piger, der ellers havde bragt sig foran 10-6. Gæsterne nåede helt op i en afstand af blot et enkelt mål, men med sit fjerde mål i kampen sørgede Stine Skogrand for en ny tomålsføring, som holdt helt til pausen.
Efter en pausestilling på 12-10 var Team Esbjerg hele tiden lige i hælene på Silkeborg-Voel, og med 17 minutter tilbage af kampen overtog Team Esbjerg for alvor spillet og bragte sig foran med to mål ved 17-19.
Men det pressede Silkeborg-Voelmandskab lod sig ikke slå ud, og med 12 minutter igen udlignede Anna Sophie Okkels til 19-19. Desværre var det gæsterne, der havde mest held med sine afslutninger, og med kun tre minutter igen var vestjyderne igen i front med to mål ved stillingen 22-24.
Silkeborg-Voel fik i sidste sekund straffe, der kunne have resulteret i en uafgjort kamp, men resultatet blev 23-24, og de grønne piger måtte gå hjem uden point.
Nu har de næsten en uge til at ryste den ærgerlige slutning af sig, inden det på onsdag den 11. oktober gælder Odense Håndbold på udebane.
Kampfakta:
HTH GO Ligaen, 5. spillerunde. 05. oktober 2017 klokken 18.30
Silkeborg-Voel KFUM – Team Esbjerg: 23 – 24 (12-10)
Team Esbjerg: Sandra Toft, Mette Hjort Knudsen, Sofie Blichert-Toft, Ulrika Toft Hansen, Maibritt Kviesgaard, Rikke Riber Zachariassen, Ine Karlsen Stangvik, Ida Bjørndalen Karlsson, Lara Gonzales Ortega, Sanna Charlotte Solberg, Maria Mose Vestergaard, Kathrine Lange Sørensen, Anne Højberg Berggren, Laura Kirchhoff Madsen, Lene Østergaard Nielsen, Anne Brinch-Nielsen, Vilde Mortensen Ingstad, Kristina Liscevic, Estavana Polman, Lærke Winther Møller
Cheftræner: Jesper Jensen
Silkeborg-Voel: Hege Bakken Wahlquist, Sofie Bæk Andersen, Rikke Iversen, Emma Larsen, Jette Hansen, Louise Lyksborg, Stine Bonde, Anna Sophie Okkels, Camilla Fangel og Stine Skogrand
Cheftræner: Jakob Andreasen
Mål for Silkeborg-Voel: Sofie Bæk Andersen 5, Stine Skogrand 5, Jette Hansen 5, Louise Lyksborg 5, Hege Bakken Wahlquist 2, Anna Sophie Okkels 2, Rikke Iversen 1
Topscorer for Team Esbjerg: Estavana Polman 6
Advarsler: Team Esbjerg: Anne Brinch-Nielsen, Vilde Ingstad, Estavana Polman – SIL: Rikke Iversen, Jette Hansen, Anna Sophie Okkels, Camilla Fangel
Udvisninger: Team Esbjerg: Sanna Solberg 1, Ida Bjørndalen 1, Maria Vestergaard 1, Kristina Liscevic 1, Estavana Polman 1 – SIL: Camilla Fangel 2, Sofie Bæk Andersen 1, Rikke Iversen 2, Jette Hansen 1