I de kommende to sæsoner vil Silkeborg-Voel og klubbens venstrefløj Anna Lillesø have glæde af hinanden, da man har skrevet under på en kontraktforlængelse.
Anna Lillesø skiftede til klubben forud for denne sæson, hvor hun forinden havde været omkring bl.a. Vendsyssel og EH Aalborg. Indtil videre er det i denne sæson blevet til 42 mål i Bambusa Kvindeligaen, og undervejs har der været et par meget stærke præstationer.
Direktør i Silkeborg-Voel, Mikael Bak, er glad for forlængelsen: Anna Lillesø har gjort det rigtig godt, siden at hun skiftede til os forud for sæsonen. Hun har i denne sæson delt spilletiden med Hege Bakken Wahlquist, og vi tror på, at hun i den kommende sæson vil kunne udfylde endnu mere spilletid på fløjen. Anna har vist sig at passe rigtig godt ind på vores hold, hvilket naturligvis kun har gjort det endnu mere oplagt at forlænge samarbejdet”.
Hos hovedpersonen selv, er der også stor tilfredshed med forlængelsen: ”Jeg har aldrig fortrudt mit skifte til klubben, og derfor er jeg også rigtig glad for, at vi nu har papirer på hinanden i de to næste sæsoner. Vi spiller en type håndbold, der passer mig godt, samtidigt med at Jakob og Ole påskønner mine evner, hvilket jeg naturligvis er glad for. I de næste to år håber jeg selvfølgelig, at både klubben og jeg kan lægge lag oven på vores nuværende præstationer”.
Sammen med sine holdkammerater optræder Anna Lillesø igen onsdag 30. december, når Skanderborg Håndbold kommer på besøg.