Madsen: Det bedste vi har spillet

I går eftermiddags var der lokalopgør, mellem Silkeborg-Voel og SK Aarhus, og de grønne vandt deres 2. sejr på stribe, da de efter en fin kamp, sejrede med 19-17.

Især 1. halvleg viste, at der er lovende takter i vente fra Silkeborg-Voel, hvor holdet stod rigtigt flot i forsvaret, og viste fint kontraspil, der gang på gang blev vekslet til mål. Assistenttræner, Mathias Madsen, var da også godt tilfreds med kampen, og havde roser til holdet.

– Vores 1. halvleg var klart det bedste vi har spillet indtil nu, hvor vi spillede flot op ad banen og hvor vi også stod godt i forsvaret, og jeg synes virkeligt at pigerne har flyttet sig rigtigt meget allerede nu forsvarsmæssigt, og det synes jeg tegner rigtigt fint. Især med tanke på, at det var et fysisk stærkt mandskab, som vi var oppe i mod, hvor vi jo ikke kan betegnes som det største hold i ligaen, siger Mathias Madsen til silkeborgvoel.dk og fortsætter:

– Vi skal primært spille 6-0 forsvar, men vi skal lidt længere frem, end man normalt ville gøre. Vi kan ikke bare stå ved buen, fordi så bliver vi skudt i sænk, så vores backs skal være lidt mere offensive, og det skal spillerne lige vende sig til. Jeg tænker dog, at pigerne allerede har flyttet sig meget, og vi skulle gerne flytte os endnu mere.

Kontrafasen så også skarp ud i 1. halvleg, mens tempoet dalede i 2. halvleg, og Mathias Madsen kunne fortælle, at holdet stortset ikke har trænet netop den del af spillet, så på den front, ser det også spændende ud.

– Det så fint ud med kontrafasen, som vi faktisk ikke har trænet særligt meget, men pigerne har nogle gode løbebaner, og så skal vi bare have trænet noget mere sikkerhed i det, så vi ikke får for mange boldtab. Det handler om at kunne lægge pres på, uden at miste bolden, og det var vi gode til 1. halvleg, mens vi efter pause trak meget tempo ud af kampen, da vi stadig er en meget smal trup. Det ser heldigvis positivt ud på skadesfronten, men vi tager ingen chancer med dem der stadig er ude, så de får den tid, det nu engang tager, fastslår Mathias Madsen.

BOOK BILLETTER
//]]>