De sidste to ligakampe er endt med nederlag til Silkeborg-Voel, og i morgen venter Team Esbjerg og bagefter FCM Håndbold, så det er en særdeles svær periode, som holdet er midt i.

Det er en særdeles svær start på 2016, med kampe på stribe, både i ligaen og EHF-Cuppen, og i morgen er det Team Esbjerg der venter. Sidst de to hold tørnede sammen, var det DM-sølvvinderne fra Vestjylland der vandt, og favoritværdigheden ligger da også hos Team Esbjerg igen i morgen, som kan præsentere flere landsholdsspillere, blandt andet to VM-sølvvindere.

– Det er en svær periode vi er inde i, og kampen i morgen bliver ikke nem. Vi har jo hele tiden vidst, at januar måned ville blive noget af en udfordring, men også en måned, hvor vi virkelig bliver matchet og skarpe, hvilket vi helt sikkert kan bruge, når vi skal møde hold som Ringkøbing og Nykøbing, hvor ´vores chance for point er større. Team Esbjerg har et komplet hold, med mange profiler på alle pladser, som er gode både i forsvaret og angrebet, siger Mathias Madsen til silkeborgvoel.dk, og tilføjer:

– Det er også et hold, hvor mange af spillerne er noget større end os, og derfor skal vi mere frem i forsvaret og være aggressive, fordi bliver vi for flade, så skyder de bare over os. Det bliver svært, men omvendt har det vist sig, at alle kan slå alle i igen i år, og derfor tror jeg bestemt på, at vi godt kan vinde mod Esbjerg, men det kræver at alle yder deres maksimale.

Mathias Madsen, som kom til klubben op til denne sæson, kan også gøre midtvejsstatus for denne sæson, og han er godt tilfreds med tilværelsen som assistent i Silkeborg-Voel, samtidig med at han også tager en uddannelse ved siden af.

– Jeg synes det er gået rigtigt godt indtil nu, og jeg nyder at være en del af holdet. Spillerne har virkeligt gået til den, og udvist en høj grad af engagement, og jeg føler at vi har rykket os meget på forholdsvis kort tid. Rollefordelingen mellem Jakob (Andreasen, red) og mig er også klar, og mens han nok er mere rolig, så er jeg noget mere kontant i min tone over for spillerne. Jeg er dog meget opmærksom på at få samlet dem op igen, hvis jeg har givet en skideballe, fordi man får ikke meget ud af det ellers, fortæller han og fortsætter:

– Jeg er lige startet i praktik i Spar Nord, og de er meget fleksible i forhold til, at få tingene til at gå op med træning og kampe, hvilket jeg er yderst taknemmelig for, så det kan heldigvis godt lade sig gøre, at være med i en ligaklub, samtidig med at jeg får en uddannelse.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com