Silkeborg-Voels Boxer Dameligahold var her til aften i kamp mod Randers HK, i sidste test inden det på søndag går løs mod Nykøbing Falster i Santander Cup. Kampen endte med et klart nederlag til kronjyderne på 13-22.

Silkeborg-Voel var godt med i kampen indtil ti minutter før tid, men så slap ressourcerne og koncentrationen op, og i stedet for et hæderligt nederlag, blev det altså til en mindre øretæve, og det var assistenttræner, Mathias Madsen, ikke tilfreds med.

– Det var ikke nogen god kamp af os, og det var skidt at vi ender med at tabe med ni mål. Vi løb tør for kræfter til sidst, men vi holdt også op med at tro på det, og det duer ikke på det her niveau. En ting er at løbe tør for kræfter, noget andet er at mangle gnisten og det var ærgerligt at det skete og ikke godt nok. Vi fik set, at er man der ikke 110 procent hele tiden, så bliver man løbet over ende, med mindre man hedder FCM eller Team Esbjerg, som måske godt kan køre en sejr hjem på 80 procent, siger Mathias Madsen og tilføjer:

– Det var en skidt generalprøve, så vi kan jo håbe på, at det gamle ordsprog holder stik, så vi får en god premiere mod Nykøbing på søndag.

13 mål vidner om, at angrebsspillet ikke var helt skarpt i dag, hvilket Mathias Madsen bekræfter. Til gengæld var han positiv over for forsvaret, hvor der blev afprøvet nye konstellationer.

– Vi var hæmmet af, at Trine Troelsen, Christina Wilbork og Michaela Ek sad udenfor i dag, og det kunne man godt se på vores angrebsspil, der ikke helt fungerede, som vi gerne vil have, men omvendt så vi positive tendenser i forsvaret, hvor det så godt ud med Rikke Iversen og Daniella Dragojevic i midten, og så var det godt at se Amanda Brogaard i forsvaret, hvor hun afløste Mathilde Bjerregaard, og det løste hun fint. Så der var helt sikkert gode momenter i kampen, men vi fik også set, at vi skal være klar hele tiden og at vi stadig har en del at arbejde med, fastslår assistenttræneren.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com