Maibom: Nu kommer de sjove kampe

Efter en lang pause, går det fra i morgen for alvor løs, når Silkeborg-Voels Boxer Dameligahold skal en tur til Falster, hvor Nykøbing Falster Håndbold venter i Santander Cup, også kendt som Pokalturneringen.

Silkeborg-Voel har været i gang med opstarten siden 15. juli, og derfor kribler det i den grad i holdet for at komme i kamp, og for Camilla Maibom er der en ekstra motivation, da det er hendes gamle klub, der er modstander.

– Det er en kamp som jeg glæder mig til, det er altid sjovt at spille mod Nykøbing, både fordi det er min gamle klub, men også fordi stemningen i Scandlines Arena er så god, med masser af tilskuere, så det glæder jeg mig til. De har fået samlet nogle gode profiler i Kristina Kristiansen, Mette Gravholt og Barbara Arenhart, så det bliver en svær kamp, men vi glæder os helt vildt meget, fordi nu kommer der sjove kampe, som vi har gået og ventet på, siger Camilla Maibom til silkeborgvoel.dk.

Camilla Maibom er en af de fire spillere der er tilbage fra sidste sæson, og hun er dermed på meget kort tid, blevet en af de “rutinerede” i truppen, til trods for kun en enkelt sæson i den grønne trøje. Hun fortæller da også, at det er lidt specielt, at truppen er ændret så meget, men siger samtidig, at opstarten er gået rigtigt godt, om end der stadig mangler lidt før tingene er helt på plads.

– Da Rikke Iversen har været skadet i opstarten, har jeg været den eneste fra sidste sæson i marken, så vi har brugt rigtigt meget tid på at lære at spille sammen, og finde hinandens løbebaner, og det har taget noget tid. Jeg synes dog at vi er kommet godt efter det, og efter en masse træningskampe, så skulle det gerne så småt sidde der. Vi fik dog set mod Randers, at vi stadig mangler en del, og at hvis man ikke er til stede hele tiden, så taber man, så det var et fint “wake-up call” inden sæsonstart, fastslår hun.

Sidste sæson var playmakeren ene om at spille på midterpladsen, mens hun i år skal dele tiden med Sofie Bæk Andersen, og hun ser frem til den øgede konkurrence, men også at hun nu har en, som hun kan sparre med.

– Det har været rigtig fint, at Sofie Bæk er kommet til, og nu har jeg en jeg kan sparre med, og det synes jeg er fedt. Der kommer også mere konkurrence, og det tænker jeg er sundt, så man bliver endnu mere skarp, og samtidig har en man kan blive inspireret af, så jeg ser det kun som et plus at vi nu er to på pladsen. Jeg kan mærke at vi er blevet flere til træning, og der er kommet mere intensitet ind, og mens vi kun var en kæde der spillede sidste sæson, så er vi flere om buddet nu, og det er kun sundt med konkurrence, så vi kan fortsætte med at udvikle os. Jeg er sikker på, at bredden kommer os til gode i løbet af sæsonen, så vi har nogle flere strenge at spille på, og ikke er nødt til at spille med de samme, uanset om de gør det godt eller ej, fortæller Camilla Maibom.

Kampen mod Nykøbing Falster spilles klokken 18.00, og resultat samt reaktioner på kampen, kan naturligvis findes på hjemmesiden efter kampen.

BOOK BILLETTER
//]]>