De sidste par dage, har der været et par artikler omkring, at Michaela Ek igen skulle opereres, men det er heldigvis ikke korrekt. Den svenske landsholdsfløj er i gang med genoptræning, og forventes snart tilbage på banen igen.

Michaela Ek kom til Silkeborg-Voel op til denne sæson, men har stadig sin debut til gode, da en knæskade har sat højrefløjen ud af spillet, men heldigvis er hun snart klar igen, og skal altså ikke gennem endnu en operation, der ville sætte hende yderligere tilbage.

– Jeg skal ikke opereres, det er en misforståelse, heldigvis. Jeg er snart klar igen, men det endelige tidspunkt er ikke helt fast. Jeg har dog et klart mål om, at være med til vores EHF Cup-kampe i november, og derefter spille mig ind i VM-truppen, hvis det er muligt, siger Michaela Ek til silkeborgvoel.dk, og fortæller videre, at historien blev bragt i flere svenske aviser.

– Der var flere medier der havde bragt historien, så jeg har selvfølgelig været i kontakt med den svenske landstræner, og fortalt ham hvordan situationen ser ud, og jeg håber stadig på, at jeg er inde omkring hans holdkort til VM.

På torsdag spiller Silkeborg-Voel mod HC Odense i Odense, igen uden Michaela Ek, men nedtællingen til hendes debut, er altså for alvor i gang.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com