Den norske bagspiller Eira Aune har sat sin underskrift på en ny aftale med Silkeborg-Voel KFUM, der betyder at hun også i sæsoner 2022-2023 og 2023-2024 optræder i den grønne trøje.
Det stod hurtigt klart, da Eira Aune skiftede til Silkeborg-Voel KFUM forud for sæsonen 2020-2021, at hun med stærke kompetencer, som et hårdt skud og gode gennembrud, blev en vigtig brik for Jakob Andreasen. Hun har i sin tid i klubben dækket alle tre pladser i bagkæden.
Om forlængelsen udtaler den 24-årige nordmand:
”Jeg har følt mig godt tilpas i Silkeborg-Voel KFUM både på og uden for banen i mit første år. Sportsligt har jeg følt, at jeg har udviklet mig, og jeg ser stadigvæk muligheder for at udvikle mig her i de næste to år. Vi har et godt hold med et spændende potentiale, som jeg forhåbentlig kan være med til at indfri i løbet af de kommende sæsoner”.
Hos Silkeborg-Voel KFUM er Mikael Bak glad for, at man kan holde på Eira Aune:
”Vi er meget tilfredse med den indsats Eira har leveret for os i sin første sæson. Starten på denne sæson har også været lovende, og derfor var det også en klar prioritet for os, at vi ville forlænge aftalen med hende. Det glæder os, at interessen for at forlænge har været gensidig, og vi har en klar tro på, at Eira sammen med resten af holdet kan udvikle sig endnu mere over de kommende to sæsoner”
I sin første sæson i Bambusa Kvindeligaen noterede Eira Aune sig for 141 scoringer og 102 oplæg. Man kan se Eira Aune og resten af Silkeborg-Voel KFUM i aktion igen i aften, hvor de kl. 19.00 møder Skanderborg Håndbold i JYSK arena.