Ord fra direktør, Mikael Bak:
Vores sidste hjemmekamp mod Horsens Håndbold går ikke over i den positive historiebog for mit vedkommende. Sådan forholder det sig nok for langt det fleste af dem, der var tilstede denne fredag aften.
Heldigvis ved jeg, at både spillere trænere – også os længere væk fra holdet – er opsatte på, at ”pletten” fra sidste kamp nu for alvor skal vaskes væk, når vi går på banen mod Skanderborg Håndbold.
Dagens modstander bliver ligesom Horsens en svær en af slagsen. Selvom at de aktuelt indtager rækkens sidsteplads, så har de alt at spille for. Jeg tænker, at da de så Horsens vinde over os, har det givet dem endnu mere tro på tingene. Den tro skal vi dog gerne hurtigt slukke.
Forud for vores første hjemmekamp her i foråret skrev jeg om, hvordan en række virksomheder havde trådt til og været os behjælpelige ifm. kontraktforlængelserne med en række spillere. Jeg håber I har lagt mærke til dem i vores kampprogram og sender dem en venlig tanke.
Der er naturligvis andre end lige netop disse virksomheder, der støtter os på rigtig flot vis og har gjort det længe. Også i fremtiden vil vi være afhængige af den flotte opbakning, som vi har modtaget. Heldigvis er det sådan hos os, at man ikke nødvendigvis skal støtte med store summer, før at man faktisk er med til at gøre en forskel.
Jeg vil samtidigt også gerne gøre lidt reklame for vores næste hjemmekamp, der spilles om en uges tid, nemlig mandag 10. februar kl. 20.00 mod Nykøbing Falster Håndbold. Godt nok sendes kampen også i tv, men vi håber at rigtig mange vil troppe op i JYSK arena denne aften, da det er en meget afgørende kamp, mellem to mandskaber der ligger tæt op ad hinanden.
Først og fremmest handler det om et godt afsæt til dette opgør, hvilket vi giver os selv med en sejr over Skanderborg Håndbold.
Jeg ønsker tilskuere, dommere og modstandere en god kamp.