Lørdagens sejr hjemme over TTH Holstebro satte Silkeborg-Voel i en situation, hvor de med uafgjort i bare en af de sidste to kampe kan begynde af planlægge en DM kvartfinale.

– Det var virkelig vigtigt, at vi vandt over TTH. Ellers havde vi nærmest skullet vinde over både Odense og Randers, og det ville være en hård situation at stå i. Nu kan vi afgøre det hjemme mod Odense næste fredag, så der håber jeg, vi kan fylde hallen og juble over en plads i top 6 sammen med hele Silkeborg, siger Jakob Andreasen.

Silkeborg-Voel var ellers bagud med otte mål efter 22 minutters spil, men takket være en solid kollektiv indsats og samtidig nogle stærke individuelle præstationer, blev 8-16 vendt til 19-18 i løbet af ca. et kvarters spil. Særligt stregspillet fungerede godt lørdag med en scoringsprocent på 100 fra både Rikke Iversen og Daniella Dragojevic, der sammenlagt scorede syv mål og stod for tre bolderobringer.

Også fra fløjene blev TTHs målmand godt beskudt med henholdsvis fem og seks mål fra Freja Cohrt og Louise Lyksborg.

I målet tog Stephanie Andersen også et stort ansvar med nogle rigtig gode redninger og hurtige udspil især i anden halvleg, ligesom bagspillerne også får stor ros fra trænerbænken.

– Det betyder alt, at vi formår at samle os sammen og vende et truende stort nederlag til en sejr, og at vi efter kampen ikke kan pege på en position og sige, at den fungerede ikke. Trine, Sofie og Stine er noteret for samlet set 17 assists og 15 scoringer, hvilket er ekstremt gode tal for vores bagkæde. De spillede alle en god kamp og fik både hinanden og vores fløje og strege til at se godt ud. Jeg kan kun være tilfreds med den måde, vi vender kampen på. Det viser meget om et hold, at man kan komme så flot tilbage fra at være bagud med otte mål, roser cheftræneren.

De gode odds for en plads i slutspillet er da også svære at komme uden om for Jakob Andreasen, der dog helst vil undgå at snakke for meget om det, før den er sikker.

– Det er klart, at vi tror mere og mere på det og også snakker lidt om det i truppen, men vi ved også, hvor let det kan gå galt, så vi holder fast i, at vi skal vinde hjemme over Odense den 24. Gør vi det, så er vi også dem, der jubler allerhøjst.

Der er nu pause i ligaen på grund af landsholdssamling i forbindelse med Golden League. Her er Stine Skogrand med for Norge, mens Rikke Iversen deltager i den danske træning inden turneringen.

Næste kamp er hjemmekampen mod Odense Håndbold fredag den 24. marts klokken 18.30 i JYSK arena.

Køb din billet her.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com