Al tvivl om kampens udfald blev dræbt allerede indenfor de første 10 minutter, da Silkeborg-Voels U16 piger bragte sig foran 7-2 mod Fredericia. Ved pausen førte Silkeborg-Voel med 23-11, og sejren endte med at blive på hele 41-23.

” Vi havde vundet vores første kamp mod Fredericia med 20 mål, så vi var storfavoritter. Det kan dog somme tider være en svær rolle, for så skal man jo vinde lige så meget i næste kamp” siger træner Tor Mathiassen.

Det lykkedes dog fint for spillerne at leve op til favoritværdigheden.

” Alle bød ind i både forsvar og angreb, og der blev også plads til at prøve nogle ting af, som vi kan bruge senere. Der var lige en periode i anden halvleg, hvor vi kunne have skærpet tingene, men det er svært, når man fører så stort. Vi scorede 41 mål, og det kunne være blevet til flere”, siger Tor Mathiassen.

Sofie Jensen var alene om målvogterpladsen og gjorde det fint.

” Jeg vil dog ikke fremhæve nogen, for alle gjorde det godt”, siger træneren.

Topscorere for Silkeborg-Voel: Maja Laursen 9, Nicoline Holten 7, Laura Abild 6.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com