Birgitte Karlsen kom direkte fra ferie til Silkeborg midt i juli måned, hvor hun trådte ind på Silkeborg-Voels ligahold til sæsonens første træning. Uden lejlighed eller flere personlige ejendele, end hun kunne pakke i en kuffert.
Tekst: Johanne Friis Pedersen / Foto: Juul Fotografi
Som oftest ved håndboldspillere i rimelig tid, hvor de skal spille den kom-mende sæson, men for Birgitte Karlsen blev det lidt mere fra den ene dag til den anden.
Her faldt alle detaljer omkring kontrakten nemlig først helt på plads en uges tid inden der stod sæsonstart i kalenderen hos Silkeborg-Voels ligadamer. Men helt som en overraskelse kom det dog ikke for den 23-årige nordmand, at hun skulle være klar til at rejse til Danmark.
– Vi (Birgitte Karlsen og Silkeborg-Voel, red.) havde snakket sammen i længere tid, så jeg regnede med og håbede, at det var det, der skulle ske, fortæller Birgitte Karlsen, der dog ikke turde bestille hverken flybillet eller lede efter lejlighed, før det var helt sikkert.
De ting betød dog heller ikke alverden for Birgitte Karlsen, der mest af alt glædede sig til at komme til Silkeborg-Voel og gøre sig gældende i den danske liga, som hun længe havde drømt om at spille i.
Birgitte Karlsen kommer fra den vestnorske by Bergen, hvor hun som barn spillede sammen med Stine Skogrand i den lokale klub Fyllingen. De to har siden fulgtes ad op gennem rækkerne og blev efter kort adskillelse genforenet i den norske ligaklub Tertnes Håndball.
– Jeg har kendt Stine (Skogrand, red.) siden vi var børn, og snakkede også meget med hende om at skifte til Silkeborg-Voel, inden jeg tog beslutningen. Jeg ville gerne til Danmark, men kendte ikke meget til klubberne, trænerne eller spillerne hernede, så det var rart at have hende i processen. Stine talte meget positivt om både klubben, holdet og Jakob (Andreasen, red.) som træner, fortæller Birgitte Karlsen.
Heldigvis har både de nye holdkammerater, klubben og det sportslige niveau levet op til Birgitte Karlsens høje forventninger.
– Jeg var lidt spændt på at komme hertil og møde alle pigerne. Det er første gang, jeg har skiftet til en klub uden for Bergen, hvor alle ved hvem hinanden er, griner Birgitte Karlsen og tilføjer, at holdet her har været utrolig søde til at tage imod hende.
For Birgitte Karlsen kom en stor del af lysten til at prøve kræfter med den danske liga af det høje sportslige niveau og de mange tætte kampe med høj intensitet.
– Efter en god sæson i Tertnes syntes jeg det kunne være en god udfordring at komme til Danmark og spille. Ligaen her er meget mere tæt, og det kræver i højere grad, at man spiller tæt på sit bedste niveau hver eneste gang for at vinde. Det presser os mere som spillere i løbet af sæsonen og holder os helt tændte op til hver eneste kamp. Jeg føler, at det kan rykke mig en hel del som spiller, siger Birgitte Karlsen, der i Silkeborg-Voel er i hård konkurrence med Anna Sophie Okkels, Jette Hansen og Sofie Bæk om spilletiden.
Den øgede konkurrence er også noget, der motiverer Birgitte Karlsen, der i Tertnes var vant til noget mere spilletid. I Silkeborg-Voel har hun fået rollen som straffeskytte, og derudover er hun i daglig konkurrence med de øvrige højrehåndede bagspillere om spilletiden.
– Det er sundt med konkurrence, og jeg tror også, jeg bliver en bedre spiller af det. Lige nu laver jeg måske flest mål på straffekast, men jeg tager den spilletid, jeg kan få og forsøger at bruge den godt, siger Birgitte Karlsen.
På de første to ligakampe er hun noteret for otte scoringer, hvoraf de seks har været på straffe.
– Jeg synes generelt vi har et godt niveau på holdet. Vi træner godt, og jeg har en fornemmelse af, at vi kan slå de fleste hold i ligaen, hvis vi spiller op til vores bedste, slår Birgitte Karlsen fast.