Silkeborg-Voel KFUM fordobler antallet af svenskere i truppen, når højrefløjen Mathilda Lundström skifter til klubben efter denne sæson.
Det er en spiller med international erfaring, der nu skal stifte bekendtskab med dansk håndbold. 25-årige Lundström er noteret for over 50 landsholdskampe for Sverige og var senest med landsholdet ved OL i Tokyo sidste sommer.
På klubplan har hun siden sommeren 2020 spillet for IK Sävehof og forinden i en række andre svenske klubber. Nu ser hun frem til at prøve sig selv af uden for Sveriges grænser.
”Jeg er en spiller der kan lide at udfordre mig selv, og det tror jeg på, at jeg i højere grad kan komme til i den danske kvindeliga. Silkeborg-Voel KFUM er for mig at se et spændende hold, der har spillet rigtig godt i denne sæson. De også bevist med mange spillere gennem tiden, at de kan udvikle dem i klubben, og det er selvfølgelig også min ambition”, fortæller Mathilda Lundström.
Cheftræner Jakob Andreasen er glad for, at man nu har besætningen på højre fløj på plads.
”Vi har siden at Lea Hansen meddelte os sit stop, været på udkig efter en ny fløj, der sammen med Annika Jakobsen skal være vores par på den position i den kommende sæson. Her synes jeg i al beskedenhed, at vi har fundet frem til en yderst kompetent spiller, der allerede har meget erfaring i forhold til sin alder. Jeg håber og tror på, at vi med Mathilda får en spiller, der kan tilføre vores hold noget, som vi ikke har i dag”.
Der er i første omgang lavet en aftale med Mathilda Lundström, der gælder for de kommende to sæsoner.