Silkeborg-Voel kan med stor glæde meddele, at der nu er fundet ny assistenttræner til ligadamerne. Det bliver Ole Jensen, som blandt andet kommer fra en stilling som U18-træner i FCM Håndbold, som han blev dansk mester med.

43-årige Ole Jensen har netop afsluttet sin 10 år lange rolle som træner for enten FCM Håndbolds U16 eller U18 piger. Fra den kommende sæson begynder han nemlig som assistenttræner for Silkeborg-Voels ligakvinder, hvor han skal indgå i et tæt samarbejde med cheftræner Jakob Andreasen.

– Det er et rigtig spændende projekt for mig som håndboldtræner med dameligaholdet i Silkeborg-Voel, hvor jeg tror, at jeg kan være med til at udvikle spillerne i et godt samarbejde med Jakob. Der er sket meget med klubben på få år, og jeg glæder mig til at se, om jeg kan være med til at bringe Silkeborg-Voel endnu længere op i ligaen, siger Ole Jensen.

I sine mange år som ungdomstræner hos FCM Håndbold har Ole Jensen i den grad fået en stor viden om talentudvikling. En kompetence, som direktør i Silkeborg-Voel Mikael Bak lægger meget vægt på ved det kommende samarbejde. Ole Jensen har også tidligere været træner for U20-landsholdet.

– Vi har ledt efter det perfekte match, og det er vi sikre på, at vi har i Ole Jensen, der med sin baggrund har nogle værdifulde spidskompetencer. Ole Jensen passer perfekt ind i klubben og matcher godt til samarbejdet med Jakob, siger Mikael Bak.

For yderligere oplysninger, kontakt Mikael Bak på telefon 28575842

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com