I slutningen af sidste uge kunne vi offentliggøre, at vi havde skrevet kontrakt med Emma Laursen og Mathilde Sørensen, og i dag kan vi fortælle, at der også er lavet aftale med Othilia Christensen, som ligesom Mathilde Sørensen kom til Silkeborg-Voel i julepausen.

Othilia Christensen fik i løbet af foråret et par indhop i ligakampene, og glæder sig nu til at fortsætte sin udvikling i Silkeborg-Voel.

– Jeg har været rigtig glad for de måneder, jeg har spillet i Silkeborg-Voel. Jeg blev taget godt imod i klubben, og pigerne på holdet er rigtig søde. Der er et rigtig godt træningsmiljø, hvor man bliver presset til hver eneste træning, hvilket var noget af det, jeg søgte, da jeg skiftede til klubben. Jeg håber, at jeg kan blive ved med at udvikle mig til med tiden at blive en fast spiller i ligaen, og jeg vil arbejde for, at vi som hold igen kan blande os med de bedste og komme i slutspillet, siger Othilia Christensen.

Ligatræner Jakob Andreasen glæder sig over at beholde Othilia Christensen i truppen og få endnu mere glæde af hendes store fysik og skudkraft den kommende sæson.

– Othilia er en dygtig ung spiller, som vi er overbeviste om, vi kan få noget rigtig godt ud af. Hun er en fysisk stærk spiller med et fantastisk skud. Der er selvfølgelig stadig noget, vi skal arbejde med, og det har vi lagt en god plan for hvordan vi gør, siger Jakob Andreasen.

Othilia skiftede til Silkeborg-Voel fra Skanderborg Håndbold i januar 2018.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com