Carla Thomsen scorede syv mål og havde gode indspil.
Silkeborg-Voels U19 liga piger måtte påny se sig slået af topholdet Aarhus, da holdet tabte på udebane med 29-20.
“Vi kom hurtigt foran og var i hopla i det første kvarter. Men pigerne kæmpede herefter både med luften og kræfterne. Der blev lavet lidt flere udskiftninger end normalt, og vi kunne desværre ikke stå imod det tryk, Aarhus kom med”, lyder det fra assistenttræner Jane Schumacher.
Hun roser dog holdet, og især de gode indspil fra Carla Thomsen og Mathilde Arvé.
“Pigerne fightede, men efter det første kvarter var tanken tom. Oveni en periode med mange coronatilfælde var flere af vores spillere også med til kamp med vores 2. divisionsdamer kun et halvt døgn inden kampen mod Aarhus. Så vi havde simpelthen ikke kræfter nok, til at stå imod et velspillende Aarhushold”, fortæller Jane Schumacher.
Holdet fik ellers hjælp af Maja Nissen, der som ind og aflastede på næsten alle pladser.
“Næste kamp er først den 26. februar, så der er vi forhåbentlig kommet helt over coronaen på holdet”, siger Jane Schumacher.
U19 Liga piger:
Århus-Silkeborg Voel 29-20 (14-11)
Målscorere: Carla Thomsen 7, Josephine Videbæk 6, Julie Kepp Larsen 4, Mathilde Arvé 2, Mille Lejsgaard 1