Sæsonens første officielle kamp gik for Silkeborg-Voel helt efter planen. En sejr på 21 mål i 1/8 finalen i Santander Cup sender Silkeborg-Voel sikkert i 1/4 finalen, hvor modstanderen findes tirsdag aften ved lodtrækning.
Særligt for Louise Lyksborg og Rikke Iversen blev kampen noget nær den bedst tænkelige start på en ny sæson i Søhøjlandet. Med 7 scoringer på 7 forsøg i løbet af kampens første tyve minutter blev det hurtigt tydeligt, at den effektive højre fløj har planer om at fortsætte sin gode stime fra forårets ligakampe. Rikke Iversen leverede godt, effektivt spil gennem hele kampen og kan med intet mindre end ni scoringer kalde sig topscorer i sæsonpremieren og blev også efterfølgende kåret til kampens bedste spiller.
Tyve minutter inde i kampen var stillingen 7-16, og den komfortable føring tillod cheftræner Jakob Andreasen at give storspillende Lyksborg en pause på bænken og dermed lade unge Lea Hansen få debut på ligaholdet. Pausen blev dog kort afbrudt, da Lea Hansen efter blot tre minutter på banen modtog kampens første udvisning.
De resterende ti minutter inden pausen blev der lidt mere plads til hjemmeholdet, der nåede at få reduceret til 11-18 inden pausesignalet, men så døde optimismen også for liganedrykkerne.
Minutterne efter pausen tilhørte Silkeborg-Voels to strege. I løbet af fire minutter havde Rikke Iversen og Camilla Fangel – med god hjælp fra blandt andre Stine Bonde i målet – fået udbygget føringen til 11-21. Stine Bonde stod generelt en fin kamp i målet, hvor hun med en lang række gode redninger mindskede bekymringen over fraværet af Stephanie Andersen, der sidder ude med en skadet lillefinger.
Med ni minutter igen havde Bonde blot lukket tre mål ind siden pausen og var dermed stærkt medvirkende til, at holdet her var foran 14-32. Med sejren i hus blev der også førsteholdsdebut til U18-målvogter Emma Larsen, og så kunne man glæde sig over debutantscoringer fra både Birgitte Karlsen, Hege Bakken Wahlquist, Camilla Fangel, Anna Sophie Okkels og U18-spiller Lea Hansen.
Sejren på 21 mål kom i hus uden snærten af problemer, og holdet kan nu spændt vente til tirsdagens lodtrækning med at finde ud af, hvilket hold der venter i 1/4 finalen – samt hvor den skal spilles.
Kampfakta:
Santander Cup 1/8-finale 26. august 2017 klokken 13.30
Skanderborg Håndbold – Silkeborg-Voel KFUM: 16-37 (11-18)
Silkeborg-Voel: Birgitte Karlsen. Lea Hansen, Hege Bakken Wahlquist, Sofie Bæk Andersen, Rikke Iversen, Emma Larsen, Jette Hansen, Louise Lyksborg, Andrea West Bendtsen, Stine Bonde, Anna Sophie Okkels, Camilla Fangel og Stine Skogrand
Cheftræner: Jakob Andreasen
Mål for Silkeborg-Voel: Rikke Iversen 9, Louise Lyksborg 7, Hege Bakken Wahlquist 3, Sofie Bæk Andersen 3, Stine Skogrand 3, Birgitte Karlsen 2, Camilla Fangel 2, Jette Hansen 2, Andrea West Bendtsen 3, Anna Sophie Okkels 1
Advarsler: Skanderborg: – Silkeborg-Voel: Stine Skogrand, Birgitte Karlsen
Udvisninger: Skanderborg: Trine Knudsen, Sofia Dehn – Silkeborg-Voel: Lea Hansen, Birgitte Karlsen