Det var to ubesejrede hold, der løb på banen i Gråkjær Arena søndag eftermiddag. Silkeborg-Voel med seks point og TTH med fem efter sæsonens første tre kampe. Der var derfor en hel masse at spille for og garanti for spænding for de mange fremmødte tilskuere.
Spænding og intensitet fik vi da også nok af. Silkeborg-Voels Emilie Ytting var først på måltavlen, men TTHs Inger Smits var hurtig til at følge op, og så var kampen i gang. Sofie Bæk scorede til 1-2, men igen fik hjemmeholdet reduceret, før Silkeborg-Voel fik udbygget føringen. Nogen ny føring blev det heller ikke til i denne omgang, hvor TTH i stedet udnyttede overtaget til at skabe et forspring.
Elleve minutter inde i kampen var stillingen 5-2 i hjemmeholdets favør, og det var så langt ind i kampen, vi skulle, før Silkeborg-Voeldamerne igen kom på tavlen og begyndte at rette op på den uheldige start på kampen. Så tog det ellers også fart, og blot otte minutter senere var stillingen vendt til 6-9. Tremålsføringen holdt halvlegen ud, og særligt Helene Kindberg havde sin del af ansvaret for det flotte comeback. Den unge bagspiller blev skiftet ind ved 6-3 og reducerede først både til 6-4 og 6-5 og kunne kort efter udbygge Silkeborg-Voels nye føring til først 7-11 og siden 8-12 kort før pausen.
TTH blev sidste målscorer inden pausen, og det var også hjemmeholdet, der kom bedst ud til kampen igen 15 min senere. Efter syv minutters spil var stillingen 13-13, og nervøsiteten begyndte så småt at brede sig blandt gæsterne, der takket være tysk arbejdsomhed på højre backen hurtigt fik genskabt et nyt hul ned til TTH ved 13-15 efter ti minutters spil.
Herfra bølgede kampen noget, og med skiftende scoringer i begge ender gennem de næste ti minutter, kunne Silkeborg-Voel holde en føring på skiftevis et og to mål frem til 19:20, hvor TTH fik udlignet ved 18-18. Nu gjaldt det om at få bedst fat på kampens sidste ti minutter for de to hold, der begge har indtaget en overraskende plads i den gode ende af tabellen her i sæsonopstarten.
Rikke Iversen og Sofie Bæk skabte nyt liv i den grønne føring med scoringer til 18-19 og 18-20, som gav en ny periode, hvor TTH jagtede endnu en udligning. Den kom med fem minutter tilbage af kampen, Mathilde Hylleberg scorede til 21-21. I det følgende angreb fik Rikke Iversen tilkendt straffe, og det udnyttede Jane Schumacher til at skabe en ny føring. Det varede dog ikke mere end 90 sekunder, før TTH med dommerparrets arme i vejret på sidste skud satte bolden ind til 22-22.
Trods gode forsøg på et sejrsmål, blev dette resultatet i en kamp, hvor ingen helt kan føle sig hverken snydt eller lykkelig.
Begge hold forbliver ubesejret efter fire runder i HTH Ligaen. Næste kamp for Silkeborg-Voel er fredag aften, hvor Nykøbing Falster kommer på besøg i JYSK arena. Pigerne har brug for en masse opbakning for at fortsætte stimen og holde en plads i toppen.
Kampen i tal:
HTH Ligaen, 4. runde
9. september 2018 kl. 17.00, Gråkjær Arena
TTH Holstebro vs. Silkeborg-Voel: (9-12)
TTH Holstebro: #1 Sara Kececi, #3 Mathilde Hylleberg, #4 Lærke Christensen, #8 Mathilde Neesgaard, #10 Inger Smits, #11 Siw Aabech, #13 Rebecca Sønderskov, #15 Lynn Knippenborg, #16 Louise Egestorp, #17 Emilie Bastrup, #18 Laura Jensen, #20 Caroline Svarre, #22 Sarah Stougaard, #28 Hanne Trangeled, #29 Kaja Kamp, #72 Line Frandsen
Cheftræner: Pether Krautmeyer
Silkeborg-Voel: #2 Helene Kindberg, #3 Rikke Jochumsen, #6 Lea Hansen, #9 Sofie Bæk Andersen, #11 Rikke Iversen, #14 Louise Ellebæk, #16 Stephanie Andersen, #17 Emilie Ytting Pedersen, #18 Othilia Brændum Christensen, #19 Malene Dahlmann, #20 Andrea West Bendtsen, #21 Susann Müller, #22 Stine Bonde, #24 Jane Schumacher, #29 Camilla Fangel
Cheftræner: Jakob Andreasen
Målscorere for Silkeborg-Voel: Jane Schumacher 5 (2), Helene Kindberg 4, Emilie Ytting 3, Susann Müller 3, Lea Hansen 2, Sofie Bæk 2, Rikke Iversen 2, Camilla Fangel 1
Topscorer for TTH: Inger Smits (12)
Redningsprocenter: Stephanie Andersen 29,4, Stine Bonde 28,6, Sara Kececi 44,7, Louise Egestorp 0
Udvisninger: Sil: Rikke Iversen, Camilla Fangel, Susann Müller