Det blev som håbet et tæt, intenst og spændende opgør på udebane i Vibocold Arena. Silkeborg-Voel KFUM måtte igen i dag – som i kampen mod Team Esbjerg – undvære Sofie Bæk Andersen, der så kampen fra sidelinjen.
Værterne fra Viborg HK kom bedst fra start og førte store dele af kampen. Anført af en velspillende Kristina Jørgensen gik de til pause med en føring på 16-13 efter en 1. halvleg, hvor udeholdet aldrig rigtig kom helt tæt på.
I 2. halvleg ville Silkeborg-Voel KFUM det dog anderledes. I målet stod Filippa Idéhn igen en solid kamp, hvilket hjalp udeholdet godt i gang. I angrebet bød Mathilde Sørensen godt ind i samspillet med Jane Schumacher og Helene Kindberg i bagkæden.
I en hæsblæsende afgørelse formåede Rikke Iversen at score for udeholdet til stillingen 26-27 fire sekunder før tid. Dog nåede hjemmeholdets Pauline Bøgelund lige nøjagtigt at få kastet bolden i netmaskerne i den modsatte ende før slutfløjtet lød. Kampen endte 27-27, hvilket begge hold kunne være såvel tilfredse som skuffede over.
Silkeborg-Voel KFUM kan overvintre på en flot 6. plads. Næste kamp er i starten af januar, hvor holdet lægger ud med at spille en kamp på udebane imod Randers HK.
Vidste du, at…
1) Sofie Bæk Andersen – på trods af to kampe færre end sine konkurrenten – stadig er at finde i toppen af assistlisten? Hun går ind i det nye år på en flot 2. plads med 47 assists i 11 kampe!
2) Filippa Idehn i oktober har stået med en flot redningsprocent på ca. 40 procent?
Målscorere
Viborg HK: Kristina Jørgensen 8, Pauline Bøgelund 5, Moa Högdahl 4, Line Haugsted 3, Carin Strömberg 2, Maria Fisker 2, Ida-Marie Dahl 2, Madeleine Östlund 1
Silkeborg-Voel KFUM: Jane Schumacher 7, Mathilde Sørensen 5, Helene Kindberg 4, Lea Hansen 3, Hege Bakken Wahlquist 3, Rikke Iversen 2, Louise Ellebæk 2, Mathilde Kristensen 1
Stillinger undervejs:
10 minutter: 4-2
20 minutter: 11-7
Pausestilling: 16-13
40 minutter: 20-19
50 minutter: 22-24
Slutresultat: 27-27