Silkeborg-Voels stregsprofil Rikke Iversen er endnu engang med i bruttotruppen til vinterens slutrunde, som i år spilles i Frankrig. Sidst Rikke Iversen var afsted med landsholdet, var i forbindelse med udviklingslandsholdets to kampe mod Norge i september, og her kom hun retur med en forvredet ankel.

Rikke Iversen er udtaget til bruttotruppen sammen med tre øvrige stregspillere – Kathrine Heindahl, Stine Bodholt og hendes egen storesøster Sarah Iversen, så der er hård konkurrence på positionen, men som altid vil Rikke Iversen kæmpe med det bedste hun har lært for endelig at få chancen til en slutrunde.

– Det er en ære at være med omkring landsholdet, og jeg arbejder selvfølgelig hårdt for hele tiden at bygge på og blive bedre, så jeg kan arbejde mig op ad rangstigen blandt mine konkurrenter på pladsen, forsikrer Rikke Iversen, der dog understreger, at hun i første omgang er glad og stolt over at være blandt de fire udvalgte.

– Jeg suger til mig af den erfaring, det giver mig at træne og spille sammen med de bedste, og det er i sig selv er jeg rigtig glad for at få lov til, tilføjer den ambitiøse ligaprofil.

Rikke Iversen kan stadig mærke sin fod, men kunne samtidig ikke acceptere at sidde ude og kigge på. Hun blev derfor meldt klar til kamp allerede i fredags, hvor hun med fem scoringer og en række gode forsvarsaktioner endte som en af de vigtigste spillere i holdets sejr over Randers HK.

Med i EM-bruttotruppen er desuden yderligere tre tidligere Silkeborg-Voelspillere, som alle kom til Silkeborg-Voel som unge talenter og blev sendt videre som etablerede navne i dameligaen. Også stort tillykke med udtagelsen til Freja Cohrt, Simone Böhme og Anne Cecilie de la Cour.

Se hele truppen her. 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com