Silkeborg-Voels stregspiller Rikke Iversen er netop blevet efterindkaldt til det danske A-landshold.
Onsdag formiddag blev Silkeborg-Voels stregspiller Rikke Iversen efterudtaget til det danske A-landshold, så hun på mandag rejser med til VM-slutrunden.
– Jeg er selvfølgelig meget ærgerlig på Stine Bodholts vegne, men samtidig er jeg også sindssyg glad og hammerstolt over, at jeg skal med. Jeg glæder mig vildt meget til min første slutrunde med A-landsholdet. Jeg ved, hvad min rolle er på holdet, hvor jeg vil suge alt til mig og gribe chancen, hvis jeg får spilletid, siger en meget smilende Rikke Iversen.
Den erfarne Silkeborg-Voelspiller var også med A-landsholdet, da der blev spillet kvalifikationskampe tidligere på efteråret, hvor hun fik sin debut med en scoring i den sidste kamp. Det gør heller ikke stoltheden mindre hos Silkeborg-Voels cheftræner Jakob Andreasen.
– Rikke er jo beviset på, at hårdt arbejde betaler sig. Hun er ikke kommet sovende til sin plads på landsholdet, og vi er meget stolte af igen at have været med til at udvikle en landsholdsspiller. Derfor er vi også glade for, at vi kan blive ved med at udvikle hende, for hun har potentiale til at blive endnu bedre, siger Jakob Andreasen.
Silkeborg-Voel offentliggjorde op til årets sidste hjemmekamp mod TTH Holstebro, at Rikke Iversen fortsætter med at spille i den grønne trøje frem til 2020.