Torsdag aften er der mulighed for at opleve Sara Kececi i den tyrkiske landsholdstrøje, når hun sammen med det tyrkiske landshold spiller kvalifikationskamp mod Danmark. Kampen spilles i Ceres Arena i Aarhus kl. 20.15.
Sara er i fuld gang med forberedelserne til kampen.
– Landsholdet har været samlet siden 1. oktober i Ankara. Jeg kunne dog først møde lidt senere ind, da vores kamp mod Randers lige skulle klares. Vi har brugt tiden i hallen på taktisk træning, og er forhåbentlig klar til den store kamp mod Danmark torsdag, fortæller Sara.
Hun er meget bevidst om, at det bliver en svær kamp i Aarhus.
– Jeg glæder mig utrolig meget til at møde Danmark, og er klar til opgaven, selvom der venter os en svær kamp. Jeg har fået trøje nummer 11. Det er jeg lidt overrasket over, men to ettaller er vel bedre end et, siger Sara med sit sædvanlig skælmske smil på læben.
Hun og landsholdskammeraterne er ankommet til Danmark og havde onsdag et enkelt træningspas i Aarhus inden det torsdag går løs.
Der er al mulig grund til at tage til Aarhus for at se den grønne pige i en anden rolle, og selvom hun er modstander til det danske hold, så fortjener hun stor opbakning.
Allerede fra 17.45 er der mulighed for at se voelspillere i aktion, idet Rikke Iversen og Freja Cohrt spiller for det danske udviklingslandshold, der møder det tilsvarende hold fra Norge.