Det var den direkte duel om en slutspilsplads, der udspillede sig her til aften, da Silkeborg-Voel tog imod Nykøbing Falster, tilmed i Voel Hallen, hvor klubbens DNA skal findes. Det blev et sandt drama, hvor Silkeborg-Voel i sidste ende var stærkest og vandt 23-22.

Camilla Maibom forudsagde i optakten til kampen, at det ville blive et tæt opgør, og den påstand fik hun så sandelig ret i. Der var spænding og intensitet det meste af vejen, og folk der havde fundet vej til Voel Hallen, fik i den grad noget for deres penge.

De to hold fulgtes ad fra start af, indtil det stod 5-5. Herfra fik Nykøbing teten i opgøret, og kunne trække en smule fra, godt anført af Karoline de Souza, der spillede en flot 1. halvleg. Silkeborg-Voel havde problemer med at hænge på, og det lignede en lille afgørelse, da Mette Gravholt gjorde det til 10-14.

Det endte dog trods alt med kun en tre-måls føring til de gule fra Nykøbing ved pausen, 12-15, og dermed levede håbet stadig for de lokale.

Det håb fik i den grad mere liv efter pausen, hvor det var Silkeborg-Voel der kom bedst ud til de sidste 30 minutter, og efter 42. minutters spil var kampen helt lige, da Michaela Ek, gjorde det til 17-17.

Herfra var det tæt parløb, og at der var nerver på fra begge holds side, sås tydeligt på fejlprocenterne, der begyndte at stige ganske kraftigt. Med fire minutter igen, scorede Freja Cohrt på straffe, og bragte dermed de grønne foran med 22-21, og så begyndte det for alvor at koge i Voel Hallen.

Nadja Mortensen udlignede dog hurtigt efter, og så gik der stillingskrig i den. Den varede helt frem til der var under et minut tilbage af kampen. Så lykkedes det Rikke Iversen at score, og nu var alt presset lagt over på NFH, der klogelig to timeout, med under 40 sekunder igen.

Ansvaret var igen Kristina Kristiansens, og præcis som mod FCM, så stod hun ikke for det, og missede sidste mulighed for udligning, og dermed blev det endnu engang til et et-måls nederlag til NFH, mens det blev til en vital sejr for Silkeborg-Voel, der lige nu er klar til slutspillet. Der resterer to spillerunder, så meget kan ske, men de grønne kan lige nu selv afgøre det.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com