Her til aften spillede vi 1/8 finale mod Ringkøbing Håndbold i Santander Cup, og på udebane i Rofi-Centret blev det til en sikker sejr på 33-27 efter 15-12 ved pausen. Topscorer blev Maja Laursen med otte flotte scoringer.
Det startede måske lidt rustent ud, men det var heldigvis kun i et kvarters tid, fordi herefter fandt holdet ind i en fornuftig rytme, og målene begyndte at komme lidt lettere, mens forsvaret blev en anelse mere kompakt. Det gav hurtigt resultat, og vi fik oparbejdet et forspring der lå og vippede mellem tre og fire mål
Efter pausen strammede vi lige grebet en smule mere, og i målet fik Filippa Idehn også rigtig godt fat, og snuppede blandt andet et straffe og og flere oplagte chancer, hvilket gav gode kontramuligheder, som blandt andet Maja Laursen var skarp på. Hun var sikkerheden selv, og kunne notere sig otte scoringer i sæsonens første kamp, og blev fortjent kåret til kampens spiller.
Dermed er vi sikret en plads blandt de otte bedste i Santander Cup, og er altså igen blot en enkelt sejr fra Final4. På tirsdag går det løs igen, denne gang i Kvindeligaen, hvor oprykkerne fra SønderjyskE kommer på besøg i JYSK arena klokken 18.30.