Silkeborg Efterskoles drenge kvalificerede sig onsdag til DM finalerne for Efterskoler, der spilles i Holstebro 13- – 15. april. Det skete via en førsteplads ved de Østjyske Mesterskaber i Ulstrup, hvor drengene besejrede efterskoleholdene fra Hou, Vivild, Hald Ege og Gudenådalen.
På holdet, der trænes af elitekoordinator på pigesiden i Silkeborg-Voel KFUM, Leon Henriksen, optræder der seks spillere, der til daglig slår deres folder på Silkeborg-Voel KFUMs U16 ligahold. De seks drenge er Jacob De Linde, Nicklas Sommerlund, Jens Dolberg, Kasper Knudsen, Christian Holm og Mikkel Hyllested.