Maja Laursen blev kampens spiller for Silkeborg-Voel.
Drømmen om at nå en semifinale led et knæk onsdag aften for Silkeborg-Voel, der tabte den første slutspilskamp med 24-27 til Nykøbing Falster.
Falstringerne havde et point med sig fra grundspillet, og med sejren har holdet nu tre point. Som ventet vandt Team Esbjerg den anden kamp i slutspilspuljen over Sønderjyske med 34-23.
Team Esbjerg har dermed fire point, så der skal et lille mirakel til, for at Silkeborg-Voel kan opnå andenpladsen i puljen.
Det var helt tydeligt, at dommerlinjen var anderledes end i grundspillet. Det blev tilladt, at der blev taget hårdere fat i forsvaret, og der skulle mere til for at få et straffekast. Og det var ikke til Silkeborg-Voels fordel i netop den kamp.
Gæsterne bragte sig hurtigt foran 1-4 og 3-6, men Silkeborg-Voel kæmpede sig op på 7-7. Igen bragte Nykøbing sig foran med to-tre mål og sluttede første halvleg med en føring på 12-15.
Fra starten af anden halvleg gik det galt. Nykøbing bragte sig hurtigt foran med fem-seks og endda syv mål, og den afstand holdt sig frem til slutfasen, hvor det lykkedes Silkeborg-Voel at pynte på resultatet, så de to hold spillede lige op i anden halvleg.
Cheftræner Peter Schilling Laursen havde grund til at ærgre sig, og der var egentlig ikke noget, som han blev overrasket over:
” Nej, vi blev mest overrasket over, at Tyra Axnér ikke spillede, og det skulle gerne være en fordel for os. Derfor var vi udmærket klar på, hvad de ellers kom med. Det var så lige ved og næsten, men på et tidspunkt i anden halvleg er vi bagud med syv mål, og det begynder at se svært ud. Vi hiver os trods alt op, men jeg er ærgerlig over, at vi ikke har mere kynisme.Det kommer måske af, at vi er unge og urutinerede. Det skal bare kke være en undskyldning. Vi havde alle muligheder,” siger cheftræneren.
Han var ikke utilfreds med, at dommerlinjen tillod mere end ellers.
“Vi havde de samme dommere sidste gang, da vi vandt over Nykøbing. Vi vidste godt, at de ville tillade noget mere. Nu er vi gået ind i slutspillet, og der skulle mere til for at få et straffekast. Den linje kan jeg godt li’. Den synes vi selv er fed og få lov til meget. Men det var til Nykøbings fordel mere end det var til vores,” siger Peter Schilling Laursen.
Og så længe der er liv er der håb.
“Vi skal til Esbjerg på lørdag, og vi skal mobilisere alle de kræfter vi har og give det et skud. Puljen er selvfølgelig ikke lukket endnu. Der er 10 point mere at spille om, så vi gør alt hvad vi overhovedet kan. Vi har ikke lagt os ned. Vi kæmper så længe der er en mulighed for at nå en andenplads. Vinder vi begge kampe over Sønderjyske og over Nykøbing, så skal Nykøbing “bare” tabe til Sønderjyske, så er vi med igen,” siger Peter Schilling Laursen.
Kampens spiller hos Nykøbing Falster blev målvogter Cecilie Greve, der stod med en redningsprocent på 42. Hun var en væsentlig årsag til, at kampen tippede over til Nykøbings fordel.
Kampens højdespringer hos Silkeborg-Voel blev Sophie Moth, der kom ind midt i første halvleg og vogtede målet kampen ud. Hun landede på en redningsprocent på 30.
Kvindeligaen – slutspil:
Silkeborg-Voel – Nykøbing Falster 24-27 (12-15)
Målscorere:
Silkeborg-Voel: Maja Laursen 4, Karen Klokker 4, Natasja Andreasen 4, Mathilda Lundstrøm 3, Maria Holm 2, Thea Rasmussen 2, Andrea West Bendtsen 2, Marigona Hajdari 1, Maja Edling 1(1), Sara Madsen 1
Nykøbing FH: Mona Obaidli 5, Sofie Dardrum 5, Charlotte Mikkelsen 4, Alberte Kielstrup 4, Amalie Wulff 3, Caroline Aar 2, Lærke Nolsøe 2, Aimée von Pereira 2
Udvisninger:
Silkeborg-Voel: Karen Klokker
Nykøbing FH: Aimée von Pereira
Stillinger undervejs:1-4, 3-6, 7-7, 9-10, 9-12, 11-14, 12-15, 14-19, 15-22, 17-22, 19-25, 22-26, 24-27
Tilskuere: 973