Direktør Mikael Bak glæder sig i øjeblikket over fremgang både på og uden for banen.
Så er vi kommet i gang med det nye år, og hvilken start vi har fået på det.
To endda meget overbevisende sejre over ligaens – på spilletidspunkerne – nummer tre og fire. Det havde vi ikke engang turdet drømme om, da vi så kampprogrammet for januar måned.
Om ikke andet, så er status her inden første hjemmekamp, at vi har formået at holde os med i spillet om de sjove pladser og – måske endnu vigtigere – har fået skabt et utrolig vigtigt hul ned til 8. pladsen.
De flotte sportslige resultater er med til at fortælle historien om vores klub og på den måde hjælpe med at præge fremtiden og styrke vores position på den danske håndboldscene.
Sidst vi sås her i JYSK arena i forbindelse med en dameligakamp var den 16. november mod Randers HK. Siden da har vi kunnet fortælle den ene gode nyhed efter den anden. På spillersiden har vi tilføjet to stærke profiler holdet fra næste sæson. Stregspiller Camilla Fangel og venstre back Anna Sophie Okkels har begge valgt at skifte fra SK Aarhus til Silkeborg-Voel, når denne sæson er forbi. Det er to piger, vi glæder os meget til at få ind i truppen, og som vi er sikre på vil passe rigtig godt ind på holdet, i klubben og i byen.
Også på den kommercielle banehalvdel har vi fået tilføjet et par nye, stærke spillere. Blandt andre er JYSK gået ind som den første af tre hovedsponsorer i Silkeborg-Voel og har dermed været med at skrive et nyt stykke historie i vores klub. Senest har vi lavet en
aftale med Alm. Brand, som samtidig er blevet klubbens nye forsikringsselskab.
Jeg er personligt både glad og stolt over, at vi i Silkeborg-Voel KFUM har skabt os så stærk og konkurrencedygtig klub, som både nogle af landets bedste spillere og største virksomheder kan se et potentiale i og har lyst til at være en del af.
Et varmt velkommen til alle her i hallen i aften og god kamp til både tilskuere, dommere, modstandere og især vores egne ligadamer.
Mikael Bak
Adm. Direktør