Midt i disse hektiske Santander Cup uger er det en fornøjelse at kunne offentliggøre, at spillestedet for damernes Santander Final4 for de kommende to år er faldet på plads. Valget er stensikkert faldet på Silkeborg, som dermed endnu en gang bliver byen, hvor de nykårede pokalmestre kan præsenteres. Det samme har været tilfældet de foregående tre år, hvor finalen også er blevet afviklet i Silkeborg.
– Vi har haft et meget godt og tilfredsstillende samarbejde med Silkeborg Kommune og personalet i Jysk Arena, og da begge parter har vist stor interesse i at fortsætte samarbejdet, og vi samtidig kunne blive enige om rammerne, så var indgåelse af en ny toårig aftale helt oplagt, siger direktør i Divisionsforeningen Håndbold, Thomas Christensen.
– Vi er i en fase, hvor vi meget gerne vil udvikle på damernes pokalturnering. Med en aktiv og seriøs partner i Santander Consumer Bank, fuld opbakning fra dameklubberne ved indførsel af Final4 konceptet, og nu med en værtsby, vi kender godt, og som også gerne vil udviklingen, så står vi i en helt unik og spændende situation, konstaterer Thomas Christensen.
Også Silkeborgs borgmester Steen Vindum er glad for den toårige aftale.
– Silkeborg og stemningen i Jysk Arena bliver en fantastisk ramme om pokalfinalestævnet. Silkeborg er fyldt med kulturelle oplevelser og et rigt idrætsliv. Derfor er vi stolte af blive den første vært for damernes Final4, siger Steen Vindum.
Afslutningen i damernes pokalturnering afvikles for første gang i Final4 formatet med semifinaler på førstedagen og kampene om medaljer på andendagen. Semifinalerne spilles torsdag den 29. december med finalerne dagen efter den 30. december.
Hvem de fire deltagere bliver afgøres i de næste dage, hvor de fire kvartfinaler spilles således:
Tirsdag den 1. november: Nykøbing Falster mod Randers HK kl. 19.30
Onsdag den 2. november: København Håndbold mod FC Midtjylland kl. 18.30
Onsdag den 2. november: Silkeborg Voel KFUM mod TTH Holstebro kl. 20.30
Torsdag den 3. november: Odense Håndbold mod Viborg HK kl. 18.15
Alle 4 kampe vises på TV2 Sport og lodtrækningen til Final4 sker umiddelbart efter, at Odense og Viborg har afgjort den sidste plads. Dette sker ligeledes på direkte TV2 Sport.
For yderligere information kontakt venligst Divisionsforeningen Håndbold ved direktør Thomas Christensen på: 22 62 90 62 eller Silkeborg Kommune ved Kultur- og Borgerservicechef John Bøgelund Frederiksen på 20 83 58 35.